Mystiske Maria fra Kyiv

Efter tre dage ved Nordisk Råds møde i Stokholm rejste jeg i 2009 til årets kongres for kristne læger i Kyiv, hovedstaden i Ukraine. Jeg havde billet fra Stokholm med mellemlanding i Prag.

I Prag opholdt jeg mig i nogle timer på flypladsen, bl.a. i meditations- og bønnecentret. Planen var at ankomme til Kyiv tidligt aften, men afgangen blev udsat, til stor irritation for passagererne. Disse var så ophidsede, at jeg listede væk og iagttog, i tryg afstand, scenariet.

Pludselig fæstede mine øjne sig ved en yngre kvinde, som gik gennem mængden, i modsat retning. Dette undrede mig, men var hurtigt glemt da vi, flere timer forsinkede, gik ombord.

Jeg fik plads ud til midtergangen og slumrede, da stewardessen kom med dokumenter at udfylde. Før jeg nåede at finde en pen, blev jeg tiltalt af passageren på den anden side af midtergangen. Det var damen fra flypladsen. Med et smil rakte hun mig en pen, jeg udfyldte dokumenterne og rakte den tilbage med tak. ”You are welcome”, svarede hun venligt.

Da jeg, som den første, trådte ind i ankomsthallen på Kyiv international airport, fik jeg et chok. Overalt falbød mistænkelige ”taxicahuffører” deres tjeneste. Men chokket blev større, da jeg opdagede, at ingen var der for at hente mig. Jeg var så afhængig af konferencevennernes hjælp, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle overnatte. Jo, et eller andet sted på computeren, godt gemt i kufferten, lå adressen på hotellet.

Jeg havde vel fortalt ti af de mest aggressive ”taxi drivers”, at jeg blev hentet, da jeg utryg gik udenfor. Derfra så jeg de forjættende lys fra Kyiv, men hvordan skulle jeg komme dertil? Da hørte jeg hendes stemme igen: ”Hvorfor står du her, hvem venter du på”?

Så rolig, som jeg formåede at være, fortalte jeg om konferencen – og at jeg blev hentet. ”Hentet, af hvem?” ville hun vide. Da besluttede jeg at fortælle alt. ”Er du læge” smilte hun, ”jamen, det er jeg også”. ”Tredje generations gynækolog, 28 år gammel, fra Kyiv. Kør med mig, jeg bliver hentet af min personlige ”driver”- storsmilede hun.

Da hendes ”personal driver” tog min kuffert, var min tro mindre end et sennepskorn. Og mens vi kørte, besluttede jeg at bruge min sidste tid på jord til at vidne om Jesus. Jeg snakkede og snakkede, om konferencen, om Jesus og inviterede begge med, mens jeg spekulerede på, hvor de kørte mig hen.

Pludselig standsede bilen foran et flot hotel, jeg fik Marias telefonnummer og 10 minutter senere havde jeg, via hotellets internet, fundet ud af, hvor jeg skulle bo.

Morgenen efter ringede jeg til Maria. Hun var desværre på arbejde og havde ikke mulighed for at deltage. På konferencen fortalte jeg en af mine kristne lægevenner Elena fra Kyiv om Maria. Hun lovede at kontakte Maria. Nogle uger senere fik jeg hilsen fra en lykkelig ukrainsk læge, som fortalte om det øjeblik, da hun, sammen med andre, oplevede at Maria inviterede Jesus ind i sit liv.

Livet med Jesus er uforudsigeligt og ubeskriveligt. Husk Maria og Elena, når du er i bøn for de lidende i Ukraina og Rusland.