Christa og Johannes står sammen i tro og tjeneste – og fylder begge 80 år

Den 14. april kunne Christa Søndergaard fejre sin 80-års fødselsdag, og den 26. april følger hendes mand Johannes Kirk Søndergaard.

– Jeg glæder mig sådan til at blive 80. For det var først, da Moses blev 80 år, at Gud brugte ham, siger Johannes, som altid har en kvik bemærkning klar.

Christa var ekspedient i en kjoleforrretning i Rødekro, da hun fandt sammen med Johannes. Han var søn af indremissionær Kristen Søndergaard og voksede op i Hedensted. Johannes ville være politibetjent. Så han tog til København, hvor han snart blev tillidsmand på politigården. Knapt fire år efter uddannelsen kom han og Christa til Kolding, hvor Johannes blev øvelsesleder for hundepatruljen, vagthavende og sluttede som anklager for politimesteren.

– Vi reddede otte mennesker på ét år, husker Johannes fra tiden i hundepatruljen. Ud over det fangede de sammen flere kriminelle ved hjælp af schæferen. Det gik strålende ved politiet, men i 1972 oplevede Johannes, at Gud kaldte ham til at hjælpe kriminelle, narkomaner og andre af samfundets tabere, som han jævnligt stødte på som politimand. Det førte til, at han og Christa sammen med en gruppe andre kristne i 1974 engagerede sig i et kristent arbejde, der fik navnet Quo Vadis – hvor går du hen?

De første år arbejdede Johannes fortsat i politiet, men i 1980 tog han orlov og var fuldtids i Quo Vadis. Ved siden af var han også med i byrådet (1974-77), hvor han afløste partileder Jens Møller, da denne kom i Folketinget. Gruppen bag Quo Vadis levede i konkret tro og i starten uden offentlige tilskud.

Gang på gang oplevede man på mirakuløs vis, at penge og mad netop kom frem til tiden. For små penge fik de kristne et tidligere børnehjem til rådighed, som kunne bruges til at huse de mennesker, de hjalp. Senere kom der også en anden ejendom til – et tidligere bordel, som de nu fik indrettet til udslusnings-bofællesskab.

Også en ophugget fiskekutter fik de til evangelisation i havnene, og de var også med til at oprette Vejen Højskole Kibbutz. Da højskolen blev uafhængig, fik de i stedet en gård i Vestjylland, hvor man tog sig af grønlændere. Mange mislykkede unge blev hjulpet gennem bøn og og et varmt kristent fællesskab, hvor der blev givet mange knusere hver dag.

Desuden var Quo Vadis en inspiration for dem, der allerede var kristne, til at opleve mere med Gud. Senere blev stedet godkendt som behandlingssted og fik tilskud fra det offentlige. Det viste sig at være både godt og skidt. For i takt med, at man blev afhængig af tilskud, faldt de frivillige gaver og de kristnes opbakning.

Selv trak Johannes og Christa sig fra lønningslisten i 1999 efter 25 år. Allerede i 1996 blev Johannes ramt af en fejloperation i knæet, som bl.a. betød, at han blev følelsesløs i benet. I fem år lå han i sengen – og bad. Vendepunktet kom, da en mand fra gaden opsøgte ham og spurgte, om han ville hjælpe ham til at tro og bede. Manden blev kristen, hans kone blev det også, og selv om de var banrløse, fik parret nu en søn!

Johannes opdagede, at han sagtens kunne bruges af Gud, selv om han var handikappet og havde mistet Quo Vadis. Derfor er både Johannes og Christa aktive i bl.a. Gideonitterne, hvor de uddeler Ny Testamenter til især unge. For nylig var de med til at uddele 198 testamenter ved Vejle Tekniske Gymnasium. Her talte de også med en ung fyr, som senere vendte tilbage og tog imod Jesus.

– Vi skal ud på gaden med kristendommen, siger de to friske firs-årige. De benytter mange anledninger til at snakke med mennesker og lede andre til tro. Johannes har også skrevet bøgerne: ”Jeg har en ven, der kan gå på vandet” og ”I Guds hånd”, ”Guds navn”, ”I Guds billede” og ”Livsforsikringen”.

Ægteparret har to døtre, Christel og Annette. Og to børnebørn. Desuden kan de snart byde det syvende oldebarn velkommen.
Trods fysisk besvær glæder Christa og Johannes sig over hver dag. De er fortsat med i Kristkirken og har mange kontakter.
De 2 x 80 år fejres med en reception tirsdag d. 26. april kl. 12-16 i Enebærparken 146, Kolding.