’Iran fører usynlig jihad mod kristne’
Gennem stedfortrædere i form af proxy militser udfører Iran en “usynlig jihad” mod Mellemøstens kristne. Målet er at tvinge de kristne væk, så det bliver et rent muslimsk område, skriver ngo’en Philos Project i en ny rapport.
“Iran’s proxy-militser i Libanon, Irak, Syrien og Yemen har øvet en væsentlig, men overvejende ubemærket rolle i den dramatiske nedgang af kristne i området,” hedder det i rapporten med titlen “The Invisible Jihad: the Treatment of Christians by Iran Proxies” .
Philos Project, der støtter kristne initiativer i området, forklarer, at militserne bliver støttet af det teokratiske shiamuslimske land ud fra visionen om ”muslimsk demografisk renhed”. Det tilføjes, at Irans ledere har “arbejdet for at skabe betingelser, som tvinger de kristne ud.”
Tvungen emigration
Philos Project definerer usynlig jihad som en “demografisk reduktion gennem tvungen emigration”. “… disse militser bruger eksisterende konflikter til at skabe betingelserne for den massive udvandring,” hedder det i rapporten.
Historisk set har både shia- og sunnimuslimske lande beskyttet både kristne og muslimer – omend som andenrangs-borgere. Men “Neo-Shiismen” eller “Khomeni-ismen”, som først blev indført af Ayatollah Khomeini (1979-1989), er skyld i den store exodus af kristne fra Mellemøsten, hedder det i rapporten.
“Ifølge denne nye læsning af Koranen er ikke-muslimer ikke rene nok til at leve sammen med muslimer, fordi det medfører en åndelig forurening. Khomeni-ismen har opfordret de rettroende til at rense islam og Iran for den ”jødisk-kristne urenhed”. Det er en holdning, som kendes fra andre palingenetiske (genskabende, red.) vækkelsesideologier,” skriver professor Farhad Rezaei i rapporten.
Da Iran forstod, at man ikke bare kunne dræbe de kristne en masse, valgte regimet som alternativ at eliminere de kristne ved at tvinge dem til at flytte.
Libanon
I Libanon har den pro-iranske Hizbollah-milits “angrebet missionærer og hindret konverteringer, indført strenge regler for påklædning, forbudt alkohol og begrænset mænds og kvinders mulighed for at mødes offentligt.”
I 1950’erne var der omkring 54 procent kristne, men tallet var i 2020 faldet til 33,7 procent. Også antallet af kristne grundejere faldt, fordi de kristne blev fordrevet af Hizbollah. Militsen stod fx bag drab på missionærer fra Operation Mobilization USA (OM) i 2002, hedder det i rapporten.
Irak
Iran har startet flere shiamilitser i Irak siden USA’s invasion i 2003. Militserne skulle i første omgang bekrige de amerikanske tropper, men senere blev de en del af en Islamisk Stat-fraktion for Irak og Syrien, forklarer Philos-rapporten. I 1987 var der 1,5 millioner kristne i Irak. Nu er tallet reduceret til 141.000. Efter USA’s invasion begyndte fx den shiitiske Mahdi Army en udrensning for at gøre byen Baghdad ”kristen-fri”.
Også i Syrien og Yemen har Irans indflydelse skabt nye shiitiske militser, som med drab, kidnapninger, tortur mm. har drevet ikke-shiiter på flugt og fået antallet af kristne til at mindskes drastisk.