Familielejr i Fjellerup handlede om identitet

En eftermiddag med teambuilding på YWAM Danmarks familielejr var leg og læring i et og gav sammenhold i både familien og grupperne.

Årets familielejr i YWAM-regi blev traditionen tro holdt på Djurslands Efterskole i Fjellerup i uge 30. Årets tema ’Identitet’ gik igen for alle aldersgrupper.

– Identitet bliver man aldrig færdig med, da man bliver ved med at udvikle sig og lære mere om Gud, uanset hvor man er i livet. Og det er relevant for alle aldersgrupperne, siger Lene Priess Madsen fra ledergruppen, som sammen med sin mand Allan har været med i lejrledelsen de sidste 5-6 år.

Årets hovedtaler var David Gava. Han har været med i YWAM (Youth With A Mission) siden 1998 og har startet skoler i Tyskland, Australien og Brasilien. David og hans svenske kone, Ingela, bor i dag i Sverige. De har to børn, Gabriella og Samuel på 12 og 14 år. Det er en familie, som ønsker at se en generation, der rejser sig i sin Gud-givne identitet, og de elsker at møde ikke-troende med specifikke ord fra Gud ind i deres liv, som redskab til frelse, helbredelse og frihed.

Lene trækker brudstykker frem fra undervisningen:

– Vi skal holde fast i, hvad Gud ønsker for os, for det er med til at styrke vores identitet. Der er styrke i at være taknemlig. Som eksempel brugte David Paulus’ liv og skriftsteder fra hans breve i Det Ny Testamente, om velsignelsen ved at huske at sige Gud tak.

– Og det er tid til at ændre forkerte attituder, for vores attitude kan afholde os fra det, Gud ønsker for os. Gud taler altid om det potentiale, vi har, i forhold til vores identitet.

– Ord har kraft. Vores identitet bliver dannet af det, vi hører. Din værste fjende er de ting, du siger til dig selv, om dig selv.

Efter undervisningen om formiddagen samledes man i sin familiegruppe og havde en times tid sammen til refleksion over undervisningen og bøn for hinanden. Derefter samledes lejrens 430 deltagere for at nyde den varme middagsmad, som de frivillige i køkkenet have tilberedt.

Kreativ teambuilding

En eftermiddag havde tidligere YWAM-landsleder Christen Lundager arrangeret teambuilding. Sammen med ens familiegruppe og egne børn blev deltagerne udfordret på samarbejde og kreative løsninger. Det var fællesskab, leg og læring i ét og gav sammenhold i både gruppen og i familien.

Teenagerne var også sammen med deres respektive familier, og 17+ gruppen var en gruppe for sig selv. En af opgaverne var at fylde et lodret rør med huller, med vand. Når bordtennisbolden deri kom op og ud af røret, var opgaven løst. ’Lær at holde på vandet og samarbejd’ lød en af flere udfordringer til stor morskab for både aktører og tilskuere.

Pilgrimsvandring i skoven

Sognepræst Lars Kruse indbød sammen med sin hustru Kaja i år til pilgrimsvandring under temaet ’bøn i bevægelse’. Her gik man en tur i skoven, med tre meditative stationer undervejs. Ved første station læste Lars et skriftsted op. Ved næste station ledte Lars i bøn, mens deltagerne bevægede sig rundt og derved lod kroppen blive en aktiv del af bønnen. Ved sidste stop skulle man finde ting i skoven, som blev lagt i en cirkel rundt om et kors.

Teenagere havde deres egen lejr i lejren med bl.a. egen gæstetaler.

Helligånden for teenagerne

For de 55 teenagere på deres egen lejr i lejren blev det en uge med god stemning, godt fællesskab og undervisning af Ashley Lane fra Tennesse, Nashville. Emnet var, ligesom for de voksne og for børnegrupperne, om identitet. Ashley talte ud fra spørgsmålet ’hvem er jeg’. Hun fik personificeret og virkeliggjort Helligånden, bl.a. ved at dele mange fortællinger og vidnesbyrd fra sit eget liv om, hvordan Helligånden ledte hende helt konkret i arbejdet som missionær i YWAM i Tyskland og Brasilien.

Hun fik også flere profetiske ord, som talte direkte og personligt ind i fleres liv og gav håb og tro på, at Gud var med dem. Flere af møderne sluttede med bøn, hvor teenagerne kunne blive bedt for af en af lederne. Til et af de sidste møder var de unge også selv i aktion og bad for hinanden. Mange oplevede Helligåndens berøring, og det stadfæstede undervisningen og muligheden for et liv i fællesskab med Guds Hellige Ånd.

Som noget nyt var der også indlagt workshops i programmet. Det gjorde undervisningssektionen om formiddagen lidt kortere og gav fx mulighed for at stille spørgsmål til Ashley, lære at skrive bønnejournal, være kreativ og tage en walk and talk i grupper.

Ugen bød også på den traditionelle strandtur til Fjellerup Strand og det berømte vaffelhus med de kæmpe store iskugler. Desuden var der bumper balls, fodbold og naturligvis en festaften i form af et pyjamas party lige til den lyse morgen.

Fælles afslutning

Lejren sluttede lørdag formiddag med et fællesmøde for alle, hvor der var mulighed for at give et kort vidnesbyrd og fortælle, hvad lejren havde betydet. Og til sidst naturligvis, den berømte bønnetunnel, hvor alle kom til at modtage en meget kort bøn fra alle, ved at passere gennem tunnelen og derefter tage opstillingen ved udgangen.