Gammel Surdej
Jeg havde gået og grublet over, hvorfor israelitterne ikke måtte tage surdejen med ind i det forjættede land, og hvorfor det var så vigtigt for Gud at få renset folket fra al surdej.
I løbet af påskedagene, da de forlod Egypten efter de 10 plager, skulle de fjerne al surdej. Der måtte ikke findes den mindste surdej i husene. Når israelitterne senere gjorde holdt for at spise på deres rejse imod det forjættede land, måtte de kun bage brød af usyrnet dej, som de havde bragt med sig fra Egypten.
Enhver der spiste brød bagt med surdej i påskeugen, skulle udryddes af Israels folk. (2. Mosebog, kap. 12 og 13.) Næste morgen efter at jeg havde gået og spekuleret over dette, læste min kone og jeg i én af vores andagtsbøger et ord, der sagde BANG, et ord som Derek Price kalder et Rema ord fra 1. Korinterbrev 5:6-8, hvor jeg fornemmede Gud talte til mig igennem dette ord.
”Ved I ikke, at en smule surdej kan gennemsyre hele dejen? Fjern den gamle surdej, så I kan være ligesom en ny dej, der ikke indeholder nogen urenheder. Kristus blev jo ofret som vores påskelam. Så lad os fejre påske med usyrnet brød – med sandhed og renhed og ikke med gammel surdej – ondskab og moralsk forfald”.
Det, som pludseligt gik op for mig (som jeg forstod det), var, at israelitterne ikke skulle tage noget surdej, nogen urenheder, ondskab eller moralsk forfald, med andre ord synd, med sig ud af Egypten, ind i det forjættede land. Hvert år fremover skulle de tillige, når de fejrede påske, undlade at spise surdej i otte dage. Altså gå igennem en renselses-tid, så den gamle surdej kan blive renset ud.
Mon ikke det er en sådan renselsesproces, som vi som kirker også skal igennem for at komme ind i det forjættede land, for at opleve vækkelse?
Når vi tænker på den seneste tids debat om homoseksualitet i frikirkerne, så er det meget interessant i den forbindelse at læse kapitel 5 i 1. Korinterbrev, hvor Paulus har et opgør med seksuel synd i Korintermenigheden.
