Hvordan hjælper vi søn med angst?

Kære brevkasse

Jeg skriver til dig, fordi vores søn på 18 år har det meget svært. Han har igennem flere år mistrivedes. Han har nok noget angst – har tidligere været set ambulant i børnepsykiatrien, men de mente, at han skulle have hjælp hos skolepsykologen. Der var nu ikke meget hjælp at hente.

Vi har så på forskellig vis selv støttet ham i at komme igennem folkeskolen. Han er nu nærmest gået i stå – er droppet ud af gymnasiet og magter ikke noget ud over at sidde på sit værelse og spille på computeren. Han magter ikke socialt samvær med vennerne i kirken, da han føler, at han er mislykket i forhold til de andre.

Vi støtter ham, men ser nok alligevel meget forskelligt på, hvordan vi skal gribe det an for at hjælpe ham. Vi har i flere år selvfølgelig bedt for ham både sammen og hver for sig. Det er tungt, og vi er trætte. Jeg føler mig meget ensom i kampen for min søn. Jeg har foreslået min mand, at vores søn skal have lægehjælp for at finde ud af, om der er noget, som kan gøres evt. med medicin.

Min mand synes, at det er den forkerte vej at gå, og at vi skal overlade det til Gud at hjælpe vores søn. Han er bange for, at vores søn bliver afhængig af medicin for altid. Det er svært at være uenige om, hvilken vej vi skal gå for at hjælpe vores søn, og jeg er ved at være helt fortvivlet. Kan du give os råd i vores svære familiesituation?

Venlig hilsen
Den bekymrede mor.

Kære jer

Tak for dit højaktuelle skriv. Aktuelle undersøgelser påpeger, at 44% i alderen fra 16-24 år mistrives. Identitetsudfordringer hører oftest med til dette at være teenager. Angst kender alle til, det er 100% ufarligt, men svært ubehageligt. Jeres søn er velsignet med gode forældre, der kæmper for deres søn i bøn.

Det bibelske mønster er at få hjælp fra både Gud og mennesker, og ind imellem også ”lægen Lukas”(Kol.4.14).
Forskning viser, at jo mere man bekymrer sig, desto mere angst bliver man. Isolationen må brydes, men hvordan:

1. I kan søge hjælp hos en præst. Det er vigtigt, at I er enige, det giver tryghed for jeres søn. Har vi ikke selv det i værktøjskassen, der skal til, må vi søge hjælp. En samtale med jeres læge, et psykologforløb og evt. ikke-afhængighedsskabende medicin kun i en periode, er vigtigt.

2. Når det gælder jeres samtaler og samvær med jeres søn:

a. Hvis I selv er bekymrede og ængstelige, så arbejd med egen bekymring, så I undgår at adfærd kopieres.

b. Fremstå som en god rollemodel. Fortæl om episoder, hvor I selv har oplevet angst. Gud har skabt os med muligheden for at blive angst. Jeres søn skal opleve, at vi er i ”samme båd”. Aftal gerne en tid på dagen, hvor I taler om det svære. Ikke før sengetid og kun ca. 15 minutter.

c. Der er en sammenhæng mellem tanker og følelser. Nogle tanker er angstprovokerende, andre er beroligende. Tal sammen om de situationer, jeres søn frygter, og inddrag erfaringer fra lignende begivenheder. Negative forventninger er oftest forkerte.

d. Planlæg sammen en god dag med eksponering. Undgå at overbeskytte og gøre ting for jeres søn. Da vil jeres søn lære, at verden er farlig, og at han ikke selv kan noget. Han skal i stedet lære at mestre angstprovokerende situationer i små bidder, så selvtilliden vokser. Den onde cirkel med kun at være hjemme og undgå skole, kammerater og kirke vil bekræfte jeres søn i, at det som undgås, er farligt, og dermed øges angsten.

e. Vær meget bevidst om at rose verbalt og med et knus, når jeres søn udviser mod og udholdenhed i svære situationer, og ikke kun når han får succes, men fordi han prøver.

Vær ved godt mod. Gud hører bøn. I elsker jeres søn. I kommer igennem.

Kærlig hilsen
Poul Henning