Jenis av Rana mister sit job trods uventet ’kanonvalg’
Ministerens meget omtalte svar under en radioudsendelse kom ikke bag på nogen færinger. Fyringen skyldes også en strid om præsters ansvar for at registrere samkønnede.
Færøernes landsstyremand for udenrigsanliggender, Jenis av Rana, blev fyret, selv om han personligt har haft et ”kanonvalg”, og det kristne parti Miðflokkurin næsten fordoblede sit stemmetal.
Fyringen skyldes angiveligt Jenis av Ranas holdning til homoseksuelle. Striden blussede op under valgkampen, hvor landsstyremanden på et direkte spørgsmål under en radioudsendelse svarede, at hans parti ikke vil pege på en homoseksuel som statsminister. To dage senere gik det færøske fjernsyn ind i sagen, og det gav oppositionen vind i sejlene.
Mistillidsvotum
Lagmanden, Steig Nielsen, tog initiativ til det mistillidsvotum, som fik Jenis av Rana fyret. Ifølge hovedpersonen ligger der mere bag fyringen end det svar, han gav i radioudsendelsen.
”Spørgsmålet om mistillid er primært på grund af udenrigspolitikken, hvor jeg har været meget aktiv – for meget, mener en del af oppositionen. De mener, at jeg orienterer udenrigsudvalget for lidt og har truet med mistillid, allerede før udtalelsen om en evt. homoseksuel statsminister faldt,” udtalte Jenis til Udfordringen, før mistillidsforslaget blev stillet.
Om valget på Færøerne, der fandt sted dagen før det danske folketingsvalg, oplyser han: ”Ellers fik jeg, personligt, et uventet ”kanonvalg”. Partiet næsten fordoblede sit stemmetal og min personlige tilslutning overgik alle de andre partilederes, på nær en (og tre af disse repræsenterer partier som er 4 og 6 gange større end vores)”.
Regeringen i mindretal
Nu, efter fyringen af Jenis av Rana, har Miðflokkurin, som ministeren er formand for, enstemmigt valgt at forlade regeringssamarbejdet. Dermed har regeringen mistet sit flertal, og Steig Nielsen har udskrevet nyvalg til Lagtinget den 8. dec.
Registrering i kirkebøger
Tidligere har Jenis av Rana kæmpet imod registrering af homoseksuelle ”medmødre” i kirkebøgerne. Med fyringen blev den færøske minister for udenrigsanliggender, kultur, undervisning og kirke fritaget fra den stilling, som han har haft i godt tre år. Færøske embedsmænd, jurister og politikere har længe stredes om denne sag.
Nogle hævder, at registreringssagen hører hjemme i Lagtinget, og at navneloven må ændres, før ”medmødre” kan erstatte fædre. Andre påpeger, at ministeren har hjemmel til, via et dekret til biskoppen, at pålægge de færøske præster at ændre praksis. Men dette har den nu fyrede minister tydeligt afvist.
Jenis fastslog nemlig, at han på grund af sin kristne tro aldrig ville pålægge færøske præster denne opgave. Han gjorde det klart, at han til enhver tid vil adlyde Gud mere end mennesker og henviste til, at flere af præsterne også er modstandere af dette. Også biskoppen har meldt ud, at han vil respektere de præster, som modsætter sig registreringsopgaven.
I starten af denne uge besluttede lagmanden så at fratage kirkeministeren ansvaret for den del af kirkeloven, som vedrører registrering i kirkebøgerne, og han overgav opgaven til en anden minister. Under et interview i en af de private radioer senere på dagen sagde Jenis av Rana, at han håbede, at den anden minister ikke ville foretage den nye ændring. Denne udtalelse medførte så, at lagmanden tirsdag morgen fritog udenrigs- kultur- og kirkeministeren fra hans stilling.
’Modstanderne falder’
Torsdag formiddag skrev Jenis til Udfordringen:
”I dag føler jeg mig som Josafat, da han, sammen med Gud, stod og skuede ud over slagmarken, hvor modstanderne tilintetgjorde hinanden.
Dagen efter, at lagmanden havde givet mig opsigelsen, måtte han se i øjnene, at lagtinget havde sagt ham op, og i morges har formanden for det tredje koalitionsparti trukket sig, både som partiformand og helt ud af politik”.