Tidligere sygeplejerske og missionær i Etiopien er død
Sygeplejerske og missionær Anne Marie Grove Rasmussen sov stille ind fredag den 13. januar. Hun har levet et langt og rigt liv, levet fuldt ud – og har altid rummet og favnet mange mennesker omkring sig, skriver børnene.
I mindeordet skriver børnene på familiens vegne:
”Gennem næsten 60 år levede hun et respektfuldt, loyalt, lunt og kærligt ægteskab med Jens Erik Rasmussen. I en alder af 81 år efterlader Anne Marie sit aftryk i en stor familie, som hun altid var opmærksom på, og hvor der sammen med mand, børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn også var plads og hjerterum til mange andre. Hun var Bedstemor for mange! Mor talte helst ikke om sig selv, og hun havde altid blik for andres situation og behov. Hun var lyttende, omsorgsfuld og favnende og viste stor interesse for børnebørns liv og færden – og kunne altid huske, hvad der blev fortalt og kunne tale videre om det, der optog os, ved efterfølgende besøg og samtaler. Mor var aldrig selvhøjtidelig, altid humoristisk og kvik i replikken og, selv om kræfterne svandt ind de senere år, ung af sind. Uddannet sygeplejerske og med arbejdsopgaver på bl.a. sygehuset i Odense, hjemmesygeplejen i Esbjerg, klinikken i Dodola og Worqa/Etiopien, plejehjemmet i Øster Snede, fængslet i Horsens og Møgelkær gav hende så meget – og gav de mange, der mødte hende, lige så meget! Mor gjorde indtryk og havde empati for alle, og hendes brede erfaring fra arbejdslivet medvirkede til en vid horisont, en stor menneskelig indsigt, stor respekt og forståelse for anderledes livssituationer. Denne indsigt blev benyttet og brugt – også i høj grad i hendes pensionisttilværelse. Mor er et eksempel til efterlevelse for alle. Begravelsen finder sted lørdag den 21. januar kl. 11 fra Øster Snede Kirke. Alle er velkomne. Ære være mors minde!”