Glæden der kommer fra Gud
Jeg tænker, vi alle kommer igennem faser i vores liv, hvor vi føler os lidt hårdt ramt af ulykker, sygdomme og måske endda dødsfald. Vi bruger da tit ordene, at vi er forfulgt af ulykker eller uheld.
Sådan en fase er jeg netop i for tiden. Alt for mange mennesker, jeg holder af, er syge, enkelte ligger for døden. Demens er ved at stjæle et elsket familiemedlem fra vores fælles minder. Jeg har en hverdag med mange smerter, og en operation i ryggen truer mig i nær fremtid.
Jeg har en hverdag, der let overvælder mig med afmagt, bekymringer, smerter eller sorg.
Sådan en afmagtsdag råbte jeg til Gud. Jeg forventede nok lidt et formanende svar som “gør dig ingen bekymringer” eller lign., men i stedet svarede han bare: “Glæden kommer fra mig”. Den greb jeg lynhurtigt og forklarede ham de seks til syv bønnesvar med helbredelser, jeg mente var nødvendige før, han kunne gøre mig sådan rigtig glad. Der ankom ingen bønnesvar, men igen og igen i dagene efter hørte jeg de samme ord:
“Glæden kommer fra mig”. Jeg er måske lidt tungnem, men jeg kunne kun forstå det som et løfte fra Gud, der gjorde ham nødt til at sende sin helbredelse til mig og til de mennesker, der ligger tungt på mit hjerte, men intet skete, hvilket ikke hjalp på humøret.
Efter lidt over en uge, hvor sætningen fra Gud dagligt udløste mine forventninger om bønnesvar, var der en særlig tung dag. Lige fra vækkeuret sagde sit første bip, mærkede jeg min glædesløshed, der ellers normalt er en sjælden gæst hos mig. Jeg magtede ikke engang at remse mine bønner om helbredelse op, for hvad skulle det nytte… Da sagde Gud det igen: “Glæden kommer fra mig!” – og da forstod jeg endelig.
Kan man være glad midt i krig, smerter, sult og sorg? Ja! Det kan man. Jeg har jo prøvet det masser af gange. Den pludselige uforklarlige trøst til mine forældres begravelser. Et håb, der lyste op efter en pludselig fyring, en urokkelig tryghed midt i en økonomisk krise, en overvældende lykke, da venner pludselig omsluttede vores dengang meget trængte familie osv.
“Ja tak! Fyld mig med din glæde!” Bad jeg den morgen, mens jeg kæmpede med at få kroppen ud af sengen. For første gang bad jeg denne bøn uden at kræve, at mine smerter, bekymringer og sorger skulle gå væk. Jeg bad bare Gud give mig den glæde, der kommer fra ham, og som kommer på trods af alle de ydre omstændigheder… Og den kom.
Det er nu en uge siden, og på trods af masser af fysiske begrænsninger, smerter og bekymringer er jeg glad. Så glad, at mine kollegaer spørger, hvor det kommer fra, og svaret til dem og til dig, der også føler dig udfordret, lyder: “Glæden kommer fra Gud”