Et stjerneklart minde om, da Jesus Kristus blev født

Onsdag den 1. marts kunne vi som bekendt se planeterne Jupiter og Venus stå med under 1 grads afstand. Det var de samme planeter, der stod langt tættere, da Jesus blev født. Men det har ingen nævnt.

I moderne tid har mange betvivlet, at der virkelig var en ”stjerne” over Betlehem, som Mattæus fortæller i kap. 2. Men moderne IT-teknik viser, at der omkring Jesu fødsel faktisk var en hel række af bemærkelsesværdige møder mellem de to klarest lysende planeter. Og dengang var fixstjernen Regulus også med i billedet. De tre har fra jorden set ud som én kæmpemæssig stjerne.

De var endnu tættere dengang

Allerede den 12. august år 3 f.Kr. var Jupiter og Venus mødtes med kun 12 bueminutters afstand (12/60 grad). Altså langt mindre end det, vi så den 1. marts.

Den 17. juni år 2 f.Kr. kl. 20.02 mødtes Jupiter og Venus, igen – nu med en minimal afstand på kun 3 bueminutter (3/60 grad). Og den 14. september år 2 kom Jupiter i konjunktion med Regulus. Men ikke nok med det. Jupiter fortsatte forbi Regulus, men standsede så – „stjernen stod stille“, som Mattæus skriver 2,9) – for derefter at gå tilbage og passere Regulus igen den 17. februar år 2 og endelig en tredje gang den 8. maj, da stjernekiggerne var på vej til Betlehem. „Da de så stjernen, var deres glæde meget stor“, skriver Mattæus (2,10).

Spektakulært stjerneshow

Disse konjunktioner har blæst turbanen af astrologerne fra Østerland. For det var absolut spektakulært, det de så! At stjernerne også mødtes i Løvens stjernebillede fik astrologerne til først at rejse til Jerusalem, for Løven er Judas stjernebillede. (Judas Løve – se f.eks. 1. Mosebog 49,9 eller Hoseas bog 5,13).
Betydningen af, at det netop var Jupiter og Venus var også meget tydelig:

Jupiter er fra ældgammel tid betragtet som Konge-planeten (gudernes gud) pga. sin størrelse. Venus kaldes den lysende morgenstjerne i Bibelen. Venus forbindes i astrologien med modergudinden (som kaldes Isthar hos babylonerne, Isis hos egypterne, Freja i Norden og Aphrodite blandt grækerne).

Altså noget, mange hedenske folk forbandt med den største gudinde – og noget tyder på, at forbilledet var Eva, som var ”mor” til alle mennesker.

Han er den salvede

Stjernetyderne har måske også kendt til profetierne om Messias. De findes nemlig ikke kun i Gamle Testamente, men også i nogle andre oldtidsskrifter. For stjernetyderne kom ikke blot for at betragte en ny stor konge, men for at tilbede ham.

De vidste nok, at Jesus var meget mere end en konge – han var Messias, den salvede, som selv de gamle stjernebilleder faktisk peger henimod. Den seneste konjunktion på himlen er et tegn til vores tid. Det burde minde os om, at Jesus er historiens centrum.

”For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme,” skriver Peter (2.Pet.1,16) Det, vi kristne tror på, er så stort, at selv planeters kredsløb er involveret…! Den oplagte forklaring er selvfølgelig, at Gud er Skaberen, og Han styrer verdenshistoriens gang.