Første spadestik til nyt kirkecenter
Søndag tog et byrådsmedlem og den ledende præst første spadestik til Frikirken Randers.
Solen skinnede, flaget var hejst og en masse glade mennesker var med til at fejre det, da man tog første spadestik til det nye kirkecenter på Mariagervej søndag den 5. marts 2023.
Det første spadestik til Frikirken Randers blev taget af byrådsmedlem Daniel Madié og kirkens ledende præst, Kent Jakobsen. Begge holdt også en kort tale. Om ganske kort tid ruller PN Tømrer- og Byggefirma A/S og samarbejdspartnere alle deres store maskiner ind og starter selve byggeprocessen.
Frikirken er dybt taknemmelige for det gode samarbejde, de har haft med PN Tømrer- og Byggefirma og andre lokale aktører. Spadestikket søndag var en mærkedag, der fremover vil stå som en historisk dag for kirken. Om godt et år vil det være muligt at indvie kirkecentret, som er en længe ventet gave til Frikirken Randers, men også til byen.
Næste milepæl rammes, når den gamle kirkesal i den eksisterende bygning er færdigrenoveret. Renoveringen udfører frikirken selv med frivillig arbejdskraft. Salen skal fremover bruges til børn, teenagere og unge som er en del af frikirkens aktiviteter.