Politiet befrier 40 kristne børn fra muslimsk kidnapper
Politiet i Uganda har den 2. februar arresteret to personer og befriet 40 kristne børn, som formodentlig skulle have været solgt til milits-grupper, skriver Morning Star News.
Ifølge politiet havde en muslim, som foregav at være kristen og repræsentere en hjælpeorganisation, tilbudt børnene gratis undervisning. I Arua i det nordvestlige Ugandas West Nile Sub-Region, oplyses det efter de første undersøgelser, at den 27-årige muslim Siraji Sabiri havde lokket børnene ind i et hotel med løfter om stipendier.
Men formålet var angiveligt at sælge de 40 børn til en oprørsgruppe i Den Demokratiske Republik Congo.
Afsløret af præst
En præst i Arua blev bekendt med det formodede fupnummer, da et medlem af menigheden fortalte ham, at en kristen organisation registrerede børn med henblik på at uddele stipendier til en skole i Luwero District i det centrale Uganda. Kidnapperen Sabiri bor netop i Wakiso District, nær Luwero.
– Nogle forældre greb chancen for at lade deres børn registrere for disse stipendier, fortalte præsten, hvis navn holdes hemmeligt af sikkerhedsgrunde. “Den 2. februar fortalte en af mine ældste mig, at mange børn fra kirken opholdt sig på et Continental Hotel i byen Arua i West Nile Sub-Region. Jeg blev bekymret og ringede til politiet for at få dem til at se til børnene, for jeg havde ikke været involveret i hele denne proces.”
På vej til DRC
Betjentene skyndte sig hen til hotellet, hvor de fandt de 40 børn i alderen 5-16 år. Det viste sig, at der var booket plads til børnene på en bus mod Den Demokratiske Republik Congo, fortalte præsten. Under forhøret viste det sig, at bortførernes leder, Sabiri, ikke var kristen, men muslim.
“Manden havde forklædt sig som kristen, derfor kunne han registrere de 40 børn og tilbyde dem stipendier, men i virkeligheden var det hensigten at sælge dem til ADF [Allied Democratic Forces] i Congo,” fortalte præsten til MSN.
Alice Akello, som er bykommissær og øverste leder for alle regeringsstyrker i distriktet, fortæller, at hun var overrasket over at se børn helt ned til fem-årsalderen på hotellet. Hun havde spurgt Sabiri, hvor de skulle hen. Kidnapperen havde svaret, at han ville bringe børnene til Al-Rahman Islamic Primary and Secondary School i Bombo, Luwero District,” fortæller Alice Akello.
“Efter et længere forhør viste det sig dog, at der ikke findes nogen skole med dette navn.” Herefter havde Akello beordret Sabiri arresteret. Han var angiveligt rejst 475 km til det nordvestlige Uganda fra Wakiso District for at udføre sin plan om bortførelsen, fortalte hun.
Foruden Sabiri blev også en 28-årig muslimsk kvinde, Salima Geriya, arresteret, og politiet undersøger, om der er endnu flere medskyldige.
Tragedien blev afværget denne gang
Hvis bortførelsen var lykkedes, ville det have haft en fuldstændig altødelæggende effekt både i kirken og i hele området, fortalte præsten.
“Jeg opfordrer alle kristne i Uganda til at være på vagt overfor fremmede, som kommer under foregivende af at ville hjælpe børn,” sagde han og tilføjede: ”Vi takker Gud, fordi vore børn blev reddet.”
Morning Star News har dokumenteret mange tilfælde af kristenforfølgelser i Uganda, og bortførelsen af de 40 børn er blot den seneste af disse.
Uganda har dog trosfrihed, hvilket også omfatter retten til at missionere og konvertere. Der er kun ca. 12 procent muslimer i Uganda, og de bor hovedsageligt i de østlige dele af landet, skriver Morning Star News.