Beretningen om et langt, rigt liv
I selvbiografien ”På eventyr” fortæller Flemming Petterson – der gennem et langt liv har tjent i forskellige pinsekirker – om et indholdsrigt liv i familie, job og tjeneste for Gud. Målgruppen for bogen er, i følge forfatteren selv, først og fremmest børn, børnebørn, venner og bekendte.
Bogen begynder, da Flemming med sin hustru og dengang tre børn flytter teltpælene fra den danske muld til ørkensandet i Bahrain, hvor han har fået treårig stilling som økonomichef i Bahrain Precast Coompany W.L.L. Derefter tager han springet tilbage til sin barndom. Vi får indblik i en opvækst med gode, troende forældre og et aktivt liv med sport og fritidsjobs.
Med afsæt i år 1989, som på grund af mange dødsfald bliver skelsættende for Flemming Petterson, tager han nu et spring endnu længere tilbage. Denne gang til hans bedsteforældres tid og dermed hans fars opvækst. Her bliver vi introduceret til det dybe engagement i pinsekirken, som har fulgt familien i generationer.
Efter at forfatterens far en overgang kom i Evangeliemenigheden i Nykøbing Falster, flyttede han til Elim-forsamling i Kronprinsensgade i København, hvor han senere blev en del af ældste-gruppen. Efter et tilbageblik på forfatterens ophav, følger vi derefter hans egen vej i karriere, familie og tjeneste i menigheden. Et stort afsnit i bogen handler om menighedsplantning, som er en hjertesag for forfatteren.
Beskrivelsen af Flemming Pettersons liv bliver flere gange afbrudt af ”baggrundsbeskrivelser”. Fx får læseren i begyndelsen af bogen en længere beskrivelse af den arabiske kultur og historie. Det sker bl.a. med henvisning til forfatteren Thorkild Hansens ”Det lykkelige Arabien”, der er en fiktiv gengivelse den danske ekspedition til Arabien i 1700-tallet.
På samme måde får læseren oversigt over baggrunden for oprettelsen af NATO og Warszawa pagten, og hvis læseren ikke er opdateret på medlemslandene i de to forbund, kan man læse op på det her.
Bogen er skrevet i oversigtsform, hvilket giver en hel masse ”paratviden”. Fx er der flere opremsninger bl.a. af Flemmings fritidsjob som barn og senere hans karrierejobs og tillidsposter. Som ”udenforstående” læser bliver opremsningerne af barndomsminder og karriereforløb uinteressante, mens det helt sikkert kan have interesse for familie, kollegaer og venner. Derimod kan baggrundsbeskrivelserne både de verdenshistoriske og de lokale kirkehistoriske have interesse for en bredere læsekreds.
Flemming Petterson: På eventyr. 167 sider.
149,95 kr. Saxo Publish