Hillerød: Seminar om Bibelens profetier og jødernes hjemkomst
Ebenezer-Exodus Danmark holder et arrangement med undervisning om Aliyah i Apostolsk Kirke, Åmosevej 11 i Hillerød, lørdag den 6. og søndag den 7. maj 2023.
”Vi lever netop nu i en spændende tid, hvor tusindvis af jøder vender hjem til Israel, som det er forudsagt i de ældgamle profetier i Biblen. Især er tallene af hjemvendte fra Rusland og Ukraine i eksplosiv vækst i disse dage,” skriver tidligere frikirkepræst Georg Berthelsen, Fredensborg. Det såkaldte Aliyah-møde foregår lørdag den 6. maj kl. 13-16 som et Mini-seminar, mens der er gudstjeneste søndag den 7. maj, kl. 10.30. Seminaret er gratis, men der optages frivillig gave til arbejdet.
Aliyah betegner jødernes hjemkomst til Israel. Sidste år vendte mere end 74.000 jøder hjem til Israel, hovedparten af dem kom fra Rusland (43.685) og Ukraine (15.213) – det højeste antal i 20 år. Ebenezer Exodus har været aktiv med at hjælpe jøder hjem i mere end 30 år – og har teams i Rusland, Ukraine, Moldova og mange andre steder. De er repræsenteret i mere end 60 lande og gør en kæmpe indsats ud for mottoet Bring mit folk hjem!
Taler ved miniseminaret er Philip Holmberg fra Sverige, som er Chairman i Ebenezer – Exodus International. Han vil dels fortælle om den bibelske begrundelse for at hjælpe jøder hjem til Israel og dels fortælle om den aktuelle indsats blandt jøder fra Rusland og Ukraine. De rejser via Moldova, der nu er under stort pres og frygt for invasion fra Rusland.