Taknemmelighed på trods
Vi er i vores menighed velsignet med en del mennesker, der alle har måttet opgive alt og flygte af mange forskellige grunde. Det giver nogle spændende gudstjenester, når der bliver bedt på spansk, forskellige afrikanske mål og sprog fra andre dele af verden.
Nogle er mennesker, der lige som os har levet trygt og godt med fred og ingen fare, hus og hjem og pludselig bliver alt vendt på hovedet. Fra at have alt, har du pludselig intet. Efter flugt og farer ender man så til sidst i et land, hvor man intet forstår af det sprog, der tales, og skal lære ALT forfra.
Alligevel kan de vidne om Guds ufattelige godhed mod dem enten gennem Google Translate eller, hvis man er heldig, gennem en tilstedeværende tolk. Børnene kan noget dansk, for de går i skole hver dag, men for de voksne, der tilbydes to dage om ugen med dansk, er det meget vanskeligere. Selv efter et år er der langt igen.
Forleden ville en tanke ikke slippe mig. En familie havde brug for hjælp. Nej, vi bor jo i et velordnet samfund, så der bliver jo sørget for alt, og så gik den dag. Næste dag var tanken der stadig. Jeg talte med min dejlige hustru om det, og vi startede så bilen og kørte ud og besøgte familien. Vi blev overstrømmende modtaget, og i stuen læste alenemoderen med fem børn salme 30, og nu var rollerne byttet om.
Vi forstod ikke et ord, for det blev læst på et afrikansk sprog, mens hendes øjne lyste af taknemmelighed, og hun holdt sig på hjertet. ”1. Herre, jeg priser dig, for du reddede mig.” ”6. Den gråd, der lyder om natten, afløses af glæde om morgenen.” Osv.
Efter lidt tid fortalte jeg, ved hjælp fra børnene, at Gud måske havde sagt til mig, at de havde et problem? Så kom tårerne. Ja, der var et stort problem. Heldigvis var det for os danske ikke større, end at vi kunne få lov til at løse det, og denne gang nåede vi endda at komme afsted, før Gud havde måttet sende andre. Vi fik velsignelsen af at være værktøjet i Guds hånd i denne sag, og familien fik afhjulpet det problem, der havde syntes uoverstigeligt.
Efter nogle hyggelige timer med dansklæsning med de store ved køkkenbordet og leg med de små på køkkengulvet, mens mor lavede mad, skulle vi hjemad. MEN først skulle vi prise Gud! Jeg sad meget stille på den vakkelvorne køkkenstol, og det blev gentaget, at vi skulle prise Gud! Naturligvis var jeg enig, men så opdagede jeg, at hele familien lå på knæ der på køkkengulvet mellem nullermænd, overtøj og gummisko, for naturligvis priser man Gud PÅ KNÆ.
Så kom jeg gamle mand også ned på knæ, og så skal jeg love for, at der blev bedt. Først af datteren på 13 og så af moderen. Hvad de bad, ved jeg ikke. Gud ved det, for han var der. Nu kan du jo så gætte på, hvem der følte sig mest velsignet den dag?
