Et rigtigt menneske
På den tid var de blevet så gode til at fremstille kunstig intelligens og iklæde det menneskelignende skikkelse, at selv jeg efterhånden havde svært ved at skelne en sådan skabning. Jeg mener, når de til forveksling ligner os andre, så kan det være vanskeligt at spotte dem ud. Derudover havde jeg hørt i tv, at de også så småt kunne programmere kunstig intelligens til ikke at vide, om de var et menneske eller et dristigt lavet computerprogram.
Jeg befandt mig på Strøget en lun forårseftermiddag. Jeg havde tænkt mig at sætte mig ved en fortovsrestaurant og få en cappuccino, mens jeg i mit stille sind memorerede noget af den viden, jeg havde akkumuleret gennem årene. Hvis jeg kom op at diskutere med en kunstig intelligens, ville jeg ikke blive til grin. Jeg nippede til min cappuccino og fangede mit eget spejlbillede i cafévinduet.
Derinde så jeg det, jeg var: En nydelig mand på omkring 50 år med et lidt hærget ansigt og et tydeligt ar i højre øjenbryn. Jeg huskede egentlig ikke, hvordan jeg havde fået det. ”Undskyld, jeg forstyrrer.” En yngre mand af udenlandsk herkomst havde sat sig med en cola ved bordet ved siden af mig. Det var forhåbentlig ikke én af dem.
”Jeg er biolog og forsker i livets oprindelse,” sagde han. ”Må jeg stille dig et spørgsmål?” Min høflighed bød mig at sige ja. Og så fik vi en vældig samtale om alle mulige dyrearter, men også om, hvad der dybest set kendetegner mennesker frem for dyrene. Jeg måtte koncentrere mig for at hamle op med den unge mand. Jeg følte, at han havde afsløret sig selv som kunstig intelligens og skulle lige til at sige tak for samtalen, da der lød råb og skrig.
Folk stimlede sammen om en ældre dame, der lå blødende på gaden. Hun var blevet væltet omkuld af en stor hund. Biologen sprang op af sin stol og bøjede sig som den første ned og ydede kvinden førstehjælp. Hvad gjorde jeg? Jeg sad bare der og memorerede: Et menneske viser kærlighed. Et menneske har en sjæl, et menneske har følelser. Sådan blev jeg ved at gentage for mig selv. Men optrinnet ude på gaden lod mig uberørt. Jeg var fyldt med viden, men ejede ingen følelser.
Biologen kom hen til mig, så mig i øjnene og sagde: ”Du ligner til forveksling. Men din viden er uden kærlighed. Du afslørede dig selv lige før. Jeg vil ikke sige ”skam dig”, for det ved jeg, du ikke er i stand til. Men et menneske som jeg og den ældre dame derude er skabt i Guds billede. Og vi har et kald til at elske, simpelthen fordi vi er skabt til det.”
Jeg skulle lige til at citere Søren Kierkegaard, men kunne kun komme i tanker om Nietzsche. Og i det sekund vidste jeg, at jeg aldrig ville blive til et menneske.
