Hanna og Egon Falk søger støtte til fremstød i Pakistan
New Life Outreach planlægger en historisk konference for kirkeledere i Pakistan.
”Forberedelserne til en historisk Gospel Festival og Pastors og Leder konference i byen Quetta, Pakistan, er i fuld sving,” skriver Hannah og Egon Falk i en nyhedsmail.
Ægteparret fortæller videre, at Quetta er en stor by ikke langt fra grænsen til Afghanistan. Her er der kun få kirker, og det er ikke let for kristne at arrangere konferencer. Men Hannah og Egon Falk er blevet lovet alle tilladelser og den nødvendige beskyttelse til deres Gospel Festival og konferencen den 28/8-5/9.
500 kirkeledere og 30.000 på stadion
– Vi forventer 500 pastorer og ledere til vor konference og op til 30 tusinde mennesker til at deltage på Gospel Festivalen på Cricket Stadium, fortæller de.
De store arrangementer koster mange penge, som helst skal indsamles hurtigst muligt.
”Fordi vi ønsker at give mad til alle pastorerne og lederne, leje et stadium og alt lydudstyr m.m. er vort budget på danske kr. 210.000. De lokale kirker er meget begejstrede og har lovet at gøre deres del, men folket er meget fattigt. Vi har brug for, at du står sammen med os i tro og tror på, at pengene vil komme ind hurtigt. Sammen kan vi gøre det,” lyder opfordringen fra Hannah og Egon Falk. De anmoder giverne om at øremærke støtten ved at bruge navnet ”Quetta”.