Hvad er der galt med missionsbefalingen?

Jeg vågnede en nat med et spørgsmål, som rungede i mine tanker, og som gjorde mig lysvågen: “Hvad er der galt med missionsbefalingen?”. Øh, undskyld? Er der noget galt med missionsbefalingen?

I de sidste uger er jeg nået frem til, hvad der er galt med missionsbefalingen: Missionsbefalingen har ikke meget at gøre med det, meget af Guds kirke har fokus på og travlt med at udrette i dag. Der er fortsat mange millioner unåede muslimer, hinduer og buddhister, som ikke har fået en invitation til festen. De, som mangler at høre de gode nyheder.

De får en meget lille plads i vores menighedsliv og budgetter. Jesus siger, at hvor vores skat er, dér vil vores hjerte være (Matt 6,21). Mon ikke vores personlige bankudtog og vores kirkers og organisationers regnskaber og budgetter fortæller meget om, hvor vores hjerter er?

Vi er også sendt ud

Som tjeneren, der blev sendt ud igen til alle andre, er vi også sendt. Jesus sagde: Gå! Det er i øvrigt også ordets betydning i grundteksten. Han sagde også: Til hvem?: Til alle! Alle etniske folkeslag, alle generationer, enlige, gifte, familier, fraskilte, alle uanset social status og intellekt. Kristi fokusgruppe var menneskeheden, alle steder!

Jesus sagde til sine disciple inden sin himmelfart: I skal modtage en ny kraft, når Helligånden kommer over jer, og så skal I være mine vidner lokalt og globalt.
Opgaven kan tydeligvis ikke slå fejl, hvis vi sætter i gang. For Jesus siger: Gud har givet mig al magt i himlen og på jorden. Det næste, Jesus siger, er kirkens eksistensberettigelse:

”Gå derfor ud og gør mennesker fra alle folkeslag til mine disciple. Døb dem til at tilhøre Faderen og Sønnen og Helligånden, og lær dem at adlyde alt, hvad jeg har befalet jer”. Igen minder han os om, at det ikke kan fejle, hvis vi lever missionsbefalingen ud, for at få invitationerne til bryllupsfesten ud og gæsterne i hus. Jesus siger: ”Og husk: Jeg er altid hos jer indtil verdens ende”, (Matt 28,18-20).

Hvad er kirker optaget af?

Der er bare det galt, at missionsbefalingen ikke udtrykker meget af det, kirker er optaget af. Den nat, jeg ikke kunne sove, brugte jeg de næste timer på at surfe forbi mange kirkers hjemmesider. Jeg var på jagt efter missionsbefalingen, synlig i værdier, vision og missionserklæring. Tendensen syntes at være, at vi strømliner kirkens vision, værdier og mission, for at det kan passe til dem vi vil nå, vores ”fokusgruppe som kirke.”

Jesus synes at gå i rette med vores ivrighed efter bestemte fokusgrupper. Vi ved jo ikke, om de vil komme til bryllupsfesten. Jesus breder sine arme ud til alle generationer, alle etniske og religiøse mindretal i vores land. Og Jesus favner også til verdens ende. En vision for vores kirker og organisationer uden missionsbefalingen som vores fokus og eksistensgrundlag, er en utilstrækkelig vision.

Lær af den forfulgte kirke

I det sidste år har jeg igennem mit arbejde i Dansk Europamission haft glæden ved at besøge kristne, der risikerer chikane, diskrimination og forfølgelse pga. deres tro og deres iver efter at bringe evangeliet til andre lokalt og globalt. Blandt store dele af den forfulgte kirke er kernen i menighedslivet at leve missionsbefalingen ud.

Vi bliver nødt til som kirker og organisationer at spørge os selv: Hvem har endnu ikke fået bryllupsinvitationen? Hvor er tjenerne, vi kan sende ud? Og på det personlige plan kan du sige til Jesus: ”Her er jeg, send mig – lokalt og globalt”.

Gode tiltag herhjemme

Rundt om i Danmark mødes kristne på tværs af kirker for at bede for de unåede muslimer i deres byer og for den muslimske verden. Kristne bliver trænet til venskab først og til at elske deres muslimske naboer i Mahabbanetværket (mahabba.dk). For nyligt fejrede Kirke Care 10-års jubilæum i Hillerød. Nu er der flere og flere steder i danske byer, hvor kristne fra folkekirker, missionsforeninger og frikirker mødes.

De beder for hinanden, byen og dem, de går ud og møder, med omsorg, nærvær og lydhørhed. Mennesker bliver mødt på gaden af kristne, som viser barmhjertighed og praktisk kærlighed. I mange kirker opstår madfællesskaber for byens ensomme og udsatte familier. Familienetværkenes diakoni berører mange hjerter. Og det er alt sammen en del af at få bryllupsinvitationerne ud.

Vi kan på tværs af kirkeskel og kulturer alliere os med hinanden og den forfulgte kirke. Samtidig kan vi bevare vores unikke kultur og identitet og lykkes i at være budbringere til verdens ende.

Hvor står vi, når Jesus kommer?

Den 17. april 2033 er det påskesøndag. Det er, hvis vores tidsregning er nogenlunde præcis, 2000-året for Kristi opstandelse. Det er også 2000-året for missionsbefalingen til alle kristne, kirker og organisationer. Det store spørgsmål er: Vil missionsbefalingen og det, Kristi legeme på jord er optaget af, stemme overens?

Vil vi kunne stå sammen og sige: “Herre, du sendte os ud med bryllupsinvitationerne. Der er godt nok gået noget tid, men så vidt vi forstår missionsbefalingen, er der nu en bibel, en levende og multiplicerende kirke blandt alle etniske grupper. Kom Herre Jesus! Kom!”

Søndagens tekst: Luk. 14, 16-24

Historien om den store bryllupsfest

16 Jesus svarede med en historie: „Der var engang en mand, der ville holde en stor fest og sendte indbydelser ud til mange mennesker.

17 Da tidspunktet for festen var kommet, sendte han sin tjener af sted for at sige til de indbudte: ‚Nu må I komme, for alt er parat!’

18 Men de begyndte alle som én at komme med undskyldninger. ‚Jeg har lige købt en mark, og jeg må ud at se på den,’ sagde den første.

19 ‚Jeg kan desværre ikke komme,’ sagde den anden, ‚for jeg har lige købt fem par okser, og jeg skal hen og prøve dem.’

20‚Jeg er lige blevet gift,’ sagde den tredje. ‚Derfor kan jeg desværre ikke komme.’

21 Da tjeneren vendte tilbage og meddelte, hvad de indbudte havde sagt, blev hans herre meget vred og sagde til ham: ‚Gå straks ud på byens gader og stræder og indbyd de fattige, de blinde, de lamme og andre handicappede, og bring dem herhen.’

22 Kort efter kom tjeneren tilbage og meddelte: ‚Jeg har gjort, som du sagde, men der er stadig plads til flere.’

23 Hans herre sagde da: ‚Så gå ud på landevejene og ved hegnene og overtal alle dem, du kan finde, til at komme, så mit hus kan blive fuldt.’

24 Det siger jeg jer: Ingen af de først indbudte kommer med til mit festmåltid.”

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk