Hvorfor er jeg ikke udvalgt til noget?

Vi er på den tid af året, hvor tusindvis af studenter og afgangselever og alle mulige andre bliver færdige med de sidste eksamener. Mange unge kæmper med at finde deres plads i livet og for den sags skyld også meningen med livet. Det er der ikke noget nyt i, men det, der adskiller nutidens unge fra tidligere generationer, er som bekendt de sociale medier, hvor de dagligt eksponeres for billeder og historier fra venner og bekendte, der på den ene eller anden måde fortæller historien om at være et ganske særligt menneske med særlige evner, der i øvrigt også ser særligt lykkelig ud.

Det er ikke så længe siden, jeg snakkede med en ung, der efter en surftur på telefonen kiggede lidt modløst op og sagde, hvorfor er jeg ikke udvalgt til noget?

Vi har som voksne et ansvar for at fortælle vores unge, at de er værdifulde som de er, og vi har som voksne kristne et ansvar for at fortælle, at man ikke behøver være noget særligt for at være udvalgt af Gud. Vi er alle udvalgt af Gud. Udvalgt til at være noget for andre. Det er stort at være noget for andre, uanset om det er for 5.000 mennesker, en lille familie derhjemme eller en enkelt nabo på vejen.

Og den gode nyhed er, at hvis du vælger at følge Gud, så har han en plan for dig. Han har en plan for dig, der er pensionist, og han har en plan for dig, der lige er blevet færdig på gymnasiet. Dig, der lige er blevet færdig med folkeskolen. Dig, der lige er blevet færdig med din lange, videregående uddannelse. Dig, der føler, at du sidder fast midt i livet. Dig.

Det er der en stor frihed i at vide. Ligesom et lille barn, der ikke har nogen anelse om, hvad vej det skal gå, men som trygt tager sin mors eller fars hånd og får at vide; ”kom, vi skal den her vej”, og så kan hele verden bare komme an, så længe man går der med mor eller far i hånden.

I et land fuld af muligheder og fuld af valg kan man paradoksalt nok godt blive lidt modløs over alle mulighederne og bange for ikke at vælge det rigtige og bange for ikke at kunne følge med alle de andre, men hvis det vigtigste ikke nødvendigvis er altid at være den bedste version af sig selv, men måske i lige så høj grad bare er at gå med sin far i hånden, så kan det være, at det fjerner lidt af presset for at vælge det perfekte.

I øvrigt er jeg ret sikker på, at Gud har lettest ved at bruge mennesker, der ikke selv føler sig som noget ganske særligt.