Døden er ingen befrier!

Brian Jensen, Diakon
Hegginveien 13
N-1850 Mysen

Under årets folkemøde på Bornholm kom statsminister Mette Frederiksen som bekendt med et forslag om at åbne for aktiv dødshjælp.
I et senere interview i Weekendavisen uddyber hun:

« – Døden kan virkelig være en ubuden gæst, en dyb urimelighed. Jeg har taget afsked med jævnaldrende i mit liv og set forældre, som har mistet sine børn. Døden kan være uretfærdig. Men jeg har også set, at døden kan være en befrier, siger hun»

Statsminister Mette Frederiksen, for kort tid siden et hedt navn som Nato-chef, siger videre, at hun på sin side «slet ikke kan få øje på det etiske problem i, at et menneske, som på grund af en eller anden livsomstændighed ikke har lyst til at leve længere, kan få mulighed for at dø.» Men døden er aldrig en befrier og kan derfor aldrig omtales eller opfattes som befrier.

Døden kan virkelig ikke bare være en ubuden gæst, den ER en ubuden gæst og vil altid være en uven og tyv, fordi den tager livet fra den enkelte og noget kært, umistelig og værdifuldt fra os andre. Ja, Mette Frederiksen har helt ret, døden er uretfærdig! Men uanset, hvor befriende den er i nuet, vil den altid efterlade sig et smertefuldt tomrum og savn og er derfor i bund og grund en egoistisk handling.

Derfor er jeg helt enig med Kristelig Dagblad, som skrev i en leder, at det er et «rystende og kynisk menneskesyn, statsministeren lægger for dagen»
Eller for at citere Signe Høeg: «Der sænker sig et mørke over det samfund, som knytter venskabsbånd med døden».

At lovprise og åbne for aktiv dødshjælp er en falliterklæring og et nederlag, en suspendering af det kristne og humanistiske menneskesyn og alt, vi har bygget vores civilisation på.