Vil sende vandfiltre og solceller til Ukraine
Dansk Balkan Mission søger at finansiere uddeling af solcellebaserede kogestationer og osmotiske vandfiltre bag fronten i Ukraine.
De lokale præster kan berette om farefulde ture – og basale behov – blandt tilbageblevne beboere i de pågældende landsbyer.
Indsamlingsprojekt
På det seneste er det blevet aktuelt at rejse midler til det nævnte nødhjælpudstyr, som derfor beskrives i et indsamlingsprospekt, fortæller DBM. Man kan se en video om situationen på http://balkanmission.dk/dbm-ivaerksaetter-ukraine-indsamling/.
DBM er blevet opfordret til at bruge deres kontakter med en af de lutherske kirker i Ukraine til at lade midlerne gå via dem.
Tidligere kontakt
DBM har i en årrække haft kontakt til “Synoden af evangelisk lutherske kirker i Ukraine” via samarbejdet med Lutheran Heritage Foundation. Der er blevet udvekslet bøger til gratis uddeling (dvs. indtil videre har de sendt bøger til uddeling blandt ukrainere i Danmark). Men nu er det de lokale i Ukraine, der har brug for hjælp.
Derfor har DBM lavet en aftale om en indsamling, der formidles til synoden via præsten Oleg Schewtschenko, der arbejder på kirkens præsteskole i Odessa. Oleg har sendt sin tyske kone og deres to børn til Tyskland og er nu alene i landet.
Hjælp til flygtninge
I Ukraine har Oleg Schewtschenko indtil videre brugt tiden på at hjælpe fattige og nødlidende i nærområdet sammen med studerende på skolen. Det vil han fortsætte med – også med støtten via DBM. De kører flygtninge til Moldovas grænse og arrangerer husly for tilstrømmende flygtninge østfra. Samtidig er det aftalen, at nogle af de penge, der sendes som støtte, skal fordeles videre til de øvrige lutherske kirker i samarbejde med biskoppen i Kiev.
Indsamlingen vil fortsætte så længe, krigens følger gør den nødvendig. Man kan støtte projektet mærket ”UKRAINE” på bankkonto: 2451 – 7303 107 742 eller MobilePay: 37930.