Urolighederne i Israel i et bibelsk perspektiv

”I dag har Herren taget Israels rige fra dig og givet det til en anden, som er bedre end dig!” (1 Sam 15,28).

Hvordan kan vi forstå urolighederne i Israel, så vi kan bede for Israel i den krise landet står i? Den svenske bibelunderviser Lars Enarson giver her sit bud på, hvordan vi kan forstå situationen i et bibelsk perspektiv.

Saul og David – et profetisk mønster

Paulus skriver: ”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som skrifterne giver os, kan fastholde håbet.” (Rom. 15,4). Det betyder også, at bibelen taler profetisk ind i vores tid, så den kan fortælle os om det, der sker i dag. Rabbiner Elie Mischel viser i sin nyligt publicerede artikel med titlen:

”Jews and Israelis: ´Labor Pains on the Way to Redemption´” (”Jøder og Israelere: Fødselsveerne på vejen til forløsning”), at ligesom Israel havde tre konger, der regerede over hele Israel: Saul, David og Salomon, vil den endelige forløsningsproces i Israel også foregå i tre faser. De to første faser handler om Saul og David.

David var den sande arving til Israels trone, og konflikten mellem ham og Saul er et profetisk billede på, hvad der sker lige nu i Israel. Det er vigtigt at huske, at både Saul og David blev udpeget og salvet af Gud. Men mens David var suverænt udvalgt af Gud, blev Saul konge på Israels eget initiativ, fordi de ønskede at være som de andre nationer omkring dem (1 Sam 8,4-5).

Saul var den konge, Israel havde udvalgt, så Saul blev konge over Israel i stedet for Gud, men David blev konge over Israel på grund af Gud.

Kong Saul og den sekulære zionisme

Kong Saul forenede Israels tolv stammer og besejrede Israels fjender. Han elskede Israel og døde endda i kamp for at forsvare sit folk til enden. Men fordi han ikke adlød, hvad Gud havde bedt ham om at gøre, blev han til sidst afvist af Gud. Saul var heller ikke en særlig gudsfrygtig konge. Under hans regeringstid brød Israel sig aldrig om Pagtens Ark.

Som Israels første konge er Saul et billede på den første fase af Israels endelige forløsning gennem den sekulære zionistiske bevægelse, grundlagt af Theodore Herzl. Herzls hovedmål var at give det jødiske folk sikkerhed i deres eget land og blive som alle andre nationer i verden. En interessant detalje er, at Israels første premierminister, David Ben Gurion, genkendte sig selv i Saul og så ham som sit forbillede i stedet for David.

Det er vigtigt at huske, at både Saul
og David blev udpeget og salvet af Gud.
Men mens David var suverænt udvalgt af Gud,
blev Saul konge på Israels eget initiativ,
fordi de ønskede at være som de andre nationer omkring dem

De sekulære jøder i Israel foretrækker at kalde sig israelere frem for jøder. Deres primære identitet er national og politisk, ikke religiøs. De fleste af dem er enten engagerede socialister eller hardcore liberale. Alligevel har Gud brugt den sekulære zionistiske bevægelse til sine formål, ligesom Gud brugte Saul til at hjælpe Israel med at besejre sine fjender.

Kong David og Saul – Messias’ fødselsveer

Kong David var anderledes. Mere end noget andet var han en person, der tilbad Gud. Gud var på førstepladsen i Davids liv. Da han endelig blev konge, samlede han straks hele folket og sagde: Lad os ”flytte vor Guds ark herhen. På Sauls tid spurgte vi jo ikke efter den.” Hele forsamlingen sagde, at sådan skulle man gøre, for det forslag syntes hele folket godt om. (1 Krønikebog 13,3-4).

Kong David af Judas stamme er et billede på den anden fase af Israels endelige forløsning og deres tilbagevenden for at tjene Gud. Dette er den fase, som Israel er begyndt at gå ind i under den nuværende højreorienterede, religiøse regering, selvom skiftet allerede har været i gang i et stykke tid.

…ikke længe efter, at David var blevet salvet til konge,
at Saul begyndte at forfølge ham voldsomt.
Dette er et profetisk billede af den interne uro
og intense politiske kampe, der foregår lige nu i Israel.
De er en del af Messias’ fødselsveer…

Det varede ikke længe, efter at David var blevet salvet til konge, at Saul begyndte at forfølge ham voldsomt. Dette er et profetisk billede af den interne uro og intense politiske kampe, der foregår lige nu i Israel. De er en del af Messias’ fødselsveer, da Israel er ved at blive forvandlet fra en sekulær stat, som alle andre nationer, til sin endelige skæbne som et lys for nationerne under Messias.

Grundlagt af sekulære jøder

De sekulære israelere, der tilhører den bevægelse, der grundlagde Israel i 1948 – og indtil nu har regeret og påvirket Israel – kæmper imod forandringen til et mere religiøst samfund med alt, hvad de ejer og har. De er bakket op af nationerne, især USA under præsident Biden. Presset fra Det Hvide Hus på Israels nuværende højreorienterede religiøse regering er meget, meget stærkt, mere end nogensinde før i det moderne Israels historie.

Det er vores pligt, som forbedere, at gå ind i denne kamp i bøn. Baseret på Saul og Davids mønster kan vi forvente, at kampen bliver lang og hård. Faktisk blev det til sidst så vanskeligt for David, at han endda måtte gå i eksil. ”David sagde til sig selv: »En skønne dag mister jeg livet for Sauls hånd. Jeg kan ikke gøre noget bedre end at bringe mig i sikkerhed i filistrenes land. Så vil Saul opgive at lede efter mig i hele Israel, og så er jeg i sikkerhed for ham.« (1 Sam 27,1).

Menachem Begin var den første premierminister fra højrefløjen i Israel. Da han kom til magten i 1977, spurgte en journalist ham, hvilken slags premierminister han havde tænkt sig at være. Begin svarede: ”Den gode jødiske slags.” Det var en identitet, som Begin bar med sig til slutningen af sit liv. Sigende nok valgte han at blive begravet i en simpel grav på Oliebjerget, den traditionelle kirkegård for ”jøderne”, i stedet for på Herzl-bjerget sammen med de andre store ledere af det moderne Israel.

Israelere mod jøder

Da en af Begins disciple, Benjamin Netanyahu, blev premierminister for første gang, blev han støttet af de religiøse jøder i Israel under sloganet ”Netanyahu vil være god for jøderne”. Shimon Peres, der overraskende tabte valget, sagde bagefter: ”Jøderne besejrede israelerne”. Han indså, hvad nederlaget betød. Det var da skiftet i Israel fra den oprindelige sekulære vision om staten begyndte, og den tendens er kun vokset mere og mere siden da.

Lederen af den nuværende opposition i Israel, Yair Lapid, sagde, efter at Israel havde trukket sig tilbage fra Gaza og alle de religiøse jødiske samfund, der var rykket op med rode og fordrevet: ”Det handlede aldrig om palæstinenserne … Der var et helt andet motiv: Under f.eks. de sidste 20 år har de religiøse zionister stort set brugt den sekulære nation til at opfylde en række politiske og for det meste religiøse mål … men israelere kan ikke lide at være nogens muldyr, uanset hvem der rider på dem.”

Sauls had til David

Ifølge Lapid kan ”israelere” ikke lide, når religiøse jøder forsøger at bruge dem til deres formål. Med andre ord ser sekulære israelere Israel som deres land. De føler nu, at den nyvalgte, højreorienterede religiøse regering forsøger at tage den nation, de grundlagde, fra dem, og de går i panik. De har dybest set besluttet at rive Israel ned og se det brænde, i stedet for at blive styret af de religiøse. Deres had til de religiøse jøder er lige så intens som Sauls jalousi og had til David.
Jf. 1 Sam. 20,30-33.

For nylig sagde en kvindelig livredder i Israel under et interview: ”Hvis jeg ser en religiøs dame drukne, vil jeg ikke forsøge at redde hende.”.
Hun vil formentlig blive retsforfulgt for denne udtalelse. Men det viser, hvor dybt hadet er i dag i Israel blandt de sekulære mod de religiøse jøder.

Israels endelige skæbne

”Krigen mellem Sauls hus og Davids hus blev langvarig. I mellemtiden blev David stærkere og stærkere, mens Sauls hus blev svagere og svagere” (2 Sam 3,1).
Vi ved fra skriften, hvem der vil vinde. Ligesom David i sidste ende efterfulgte Saul på tronen, således er det de gudfrygtige religiøse jøder i Israel, der vil blive brugt af Gud til at indvarsle den messianske tidsalder. Messias vil blive åbenbaret for Israel gennem Toraen. Paulus skrev:

”Før troen kom, blev vi holdt under Toraen og holdt sammen af den, indtil den kommende tro skulle blive åbenbaret. Så loven blev vores tilsynsmand indtil Messias, for at vi kan blive erklæret retfærdige ved tro” (Gal. 3,23-24 Tree of Life Version oversat til svensk).

Kun tre konger regerede over hele Israel: Saul, David og Salomon. Den tredje og sidste fase af Israels forløsning er det messianske rige, hvor Davids søn sidder på Israels trone. Kong Salomon er en profetisk model for denne sidste fase. Som Davids søn byggede han templet og regerede over hele Israel i fred og fremgang, en forsmag og profeti om det kommende messianske rige på jorden fra Jerusalem. Det er det, vi beder om og ser frem til.

Selvom Gud allerede fra begyndelsen har erklæret, hvad der vil ske med Israel, vil det ikke ske uden bøn. Hvis du elsker Israel, er det nu, du skal bede!.

Hvordan kan vi bede?

Det er vigtigt at huske, at selvom Saul forsøgte at dræbe David, mistede David aldrig sin respekt for Saul som en konge, Gud havde salvet til at herske over Israel.
Vi må også bede for de religiøse jøder i Israel, at de vil handle i den samme ånd af forsoning.

Vi må også bede til, at den nuværende regering under Netanyahu vil være i stand til at modstå det enorme pres på Israel lige nu.

Bed endelig om beskyttelse mod bølgen af terrorangreb. Det er en meget farlig situation lige nu, da mange i militæret og luftvåbnet protesterer mod regeringen ved at nægte at tjene. Afslutningsvis bør vi opmuntre til, at forløsningsprocessen i Israel bevæger sig fremad i dag nøjagtigt i overensstemmelse med Guds forudbestemte, profetiske plan.

Men vi må ikke glemme, at Gud også har placeret os som vægtere på Jerusalems mure for at minde ham dag og nat om hans løfter. Under de svære fødselsveer i dag i Israel er vi nødt til at bede og råbe til Gud, som aldrig før: ”Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himlen på jorden” (Matt. 6:10).

Forkortet og bearbejdet til dansk af Ulrik Flinta

Artiklens indhold er udtryk for skribentens egen holdning og tolkning og ikke nødvendigvis Udfordringens.