Megakirke i USA døbte 282 på én dag

Både en kirke i NC, et universitet i Alabama og en feltpræst i Missouri har holdt massedåb.

Under en lovsangsaften på Auburn University i Alabama deltog 5000 – og studerende i hundredvis udtrykte i løbet af aftenen ønske om at blive døbt i en sø i nærheden. Foto: Unite Auburn, Facebook

Mindst 282 mennesker blev angiveligt døbt på en enkelt dag i en megakirke i North Carolina for nylig. Den 15. september blev hundreder af studerende døbt i Alabama, og en militærpræst oplyser, at han denne sommer har døbt 150 soldater, skriver Christian Headlines.

Massedåben i NC fandt sted i Biltmore Church, som har syv afdelinger i NC og tidligere hed Fern Hill Baptist Church. Pastor Devin Goins udtalte til The Christian Post, at Gud har grebet ind og skabt vækkelse. ”Derudover har vores team arbejdet gennem adskillige personlige samtaler, og vi viede en stor del af prædikenen for et par uger siden til emnet dåb,” oplyste Devin Goins.

”Hver person blev individuelt rådgivet for at sikre, at de forstod evangeliet og bekendte sig til Jesus som deres livs Herre. Vi håber altid at være klar, når Gud griber ind, så mange kan tage deres næste skridt som Jesu disciple.” Men dåben er kun begyndelsen, understreger han.

”Vores personale vil fortsætte med at holde kontakt med hver enkelt, så de bliver involveret i det bibelske fællesskab og kan udvikle sig yderligere som efterfølgere af Jesus. Vi er glade for at fortsætte med at vejlede hver person, mens de fortsætter deres discipelrejse,” forklarede præsten.

Massedåb på universitet

Hundredvis af studerende på Auburn University i Alabama tog en spontan beslutning om at blive døbt under en lovsangsaften ​​den 15. september 2023. De studerende vidner om en vækkelse på campus med hundredvis af omvendelser. Efter en tale ved forfatter Jennie Allen sendte en studerende en sms til pastor Jonathan Pokluda med ønsket om at blive døbt.

Da arrangørerne spurgte, om flere ønskede at blive døbt, var der tusindvis af studerende, som forlod arenaen og gik ned til en sø en kilometer væk. ”De kredsede rundt om søen, og 6-10 af os var i vandet og døbte hundredvis. Folk omringede søen næsten indtil midnat, og de hørte historierne om livsforvandlinger og råbte og jublede og bad sammen. Gud bevæger sig, og han stopper ikke,” skrev Jennie Allen på Instagram.

150 soldater døbt

Pastor Logan Lair fra Missouri, som er tilknyttet Southern Baptist Convention, fortalte Baptist Press, at han døbte 84 nye praktikanter i Fort Leonard Wood i juli og 73 i august. Militærpræsten fortæller, at der har været en åndelig hunger blandt de nye rekrutter, som typisk kommer i hæren lige efter gymnasiet. De nye stressfaktorer får de unge til at søge hjælp hos præsten – og Gud virker også i hæren, fastslår han. Pastor Logan tilføjer, at også andre militærpræster den seneste tid har oplevet åndelig sult blandt de nye soldater.