”Ny” sognepræst ansat i Sct. Pauls Kirke efter Flemming Baatz Kristensen

Daniel Hougaard har tidligere været ungdoms- og familiepræst i Sct. Pauls Kirke i Aarhus

Sct. Pauls Kirke glæder sig over at byde Daniel Hougaard velkommen i stillingen som kirkebogsførende sognepræst efter Flemming Baatz Kristensen

Sct. Pauls Kirkes hidtidige overenskomstansatte sognepræst med fokus på familier og unge, Daniel Hougaard, er pr. 1. oktober ansat i stillingen som kirkebogsførende sognepræst efter Flemming Baatz Kristensens fratrædelse. Det skriver Aarhus-kirken på hjemmesiden.  Her hedder det videre, at menighedsrådet i et stærkt ansøgerfelt har valgt at pege på kirkens ungdoms- og familiepræst til stillingen.

Dette betyder, at Daniel Hougaard og hans familie flytter ind på Strandvejen 114 pr. 1. januar 2024. Samtidig betyder det, at Daniel fratræder sin hidtidige stilling ved kirken. Denne overenskomstmæssige stilling vil blive genopslået omkring årsskiftet. Formand for Menighedsrådet, Finn Bruun Ravnsbæk, glæder sig over ansættelsen af Daniel Hougaard og udtaler:

”Daniel har allerede i sin tid som overenskomstansat præst dokumenteret sin initiativrigdom og sprudlende engagement i sognet og kirkens liv og vækst.”

Indsættelse

Daniel Hougaard indsættes i den nye sognepræstestilling ved højmessen søndag d. 19. november 2023 kl. 10.00. Menighedsrådet udtrykker håbet om, at så mange så muligt vil deltage og tage godt imod Daniel Hougaard i hans nye stilling ved kirken.