Et kristent portræt

Ugens prædiken er skrevet af Nicolaj Dam Bendiks. Præst i LM-Kirken Holstebro

Så ramte vi den her søndag en af verdenshistoriens mest kendte taler; nemlig Jesu Bjergprædiken. Det er én af de taler, som man godt lige kan tage sig god tid til at læse over kaffen.

Bjergprædiken er en tale af Jesus, som henvender til sig enhver kristen. Jesus underviser sine børn, dig, som er bekendt med din åndelige fattigdom, synd og totale afhængighed af Jesus! Det vil sige, at bjergprædiken ikke er en beskrivelse af, hvordan jeg bliver en kristen, men hvordan det er at leve som en kristen; et Guds barn!

Jesus lægger ud med ni vigtige punkter, som beskriver, hvad Guds rige er ind i vores hverdag med smøren madpakker, børnenes fodboldtræning, Netflix abonnementer osv. Her kommer Jesus med ni saligprisninger i form af tilgivelse, håb, trøst, hjælp, retfærdighed, barmhjertighed, Guds hjerte, barneret og lønnen i himlen. For overskuelighedens skyld, så lad mig lige liste dem op:

1) ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.”
2) ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.”
3) ”Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.”
4) ”Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.”
5) ”Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.”
6) ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.”
7) ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.”
8) ”Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.”
9) ”Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.”

Tomme hænder

’Fattige i ånden’ står som overskrift for saligprisningerne. At være fattig i ånden er beskrivelsen af enhver kristen, der har modtaget Guds nåde og kærlighed. Det er derfor et udtryk for at komme til Jesus med tomme hænder og modtage alt fra ham. Prøv at lægge mærke til passivformerne; De skal trøstes. De skal arve jorden.

De skal mættes. osv. Det er passivformer, som beskriver, hvad Gud gør i enhver kristen. Det er Gud, der handler og mætter dine og mine tomme hænder. Saligprisningerne udfolder og beskriver videre, hvilken effekt Guds rige har ind i vores liv nu. Det er ikke en beskrivelse af det evige liv, det, som venter, men det er Guds rige, der allerede er en virkelighed lige præcis nu for dig, der tror på Jesus, ind i din hverdag med smøren madpakker, børnenes fodboldtræning, Netflix abonnementer osv. Der kommer Gud med håb, trøst, hjælp, retfærdighed, barmhjertighed, sit hjerte, barneret og lønnen i himlen til dig, der tror på ham.

Det er et glimt af den himmelske herlighed, vi får lov til at smage på. En forsmag på paradis. For da Jesus brød ind i verdenshistorien for 2000 år siden, var det den almægtige Gud selv, der kom med sit væsen. Guds rige brød ind med nogle Jesus-perspektiver i form af tilgivelse, håb, trøst, hjælp, retfærdighed, barmhjertighed, Guds hjerte, barneret og arveret i himlen, som alt sammen indeholder Guds frelsende magt.

For dig, der tror på Jesus, er Guds rige allerede en virkelighed nu, lige ind i din hverdag med smøren madpakker, børnenes fodboldtræning m.m.

Lys fra paradis ind i hverdagen

Saligprisningerne eller de her Jesus-perspektiver kaster altså lys fra paradis og direkte ind i din og min hverdag, der i glimt fortæller os, hvordan Jesus vil gøre alting nyt med dig og mig. Jesu gerninger eller saligprisningerne er ikke en salgstale, men et udtryk for hans hjerte for den, der tror på ham. Jesus brød ind med den himmelske orden (Guds rige).

Ind i syndens og dødens verden fyldt med synd og uorden. Her i Bjergprædiken siger Jesus; se den her miniatureudgave af den naturlige og evige orden, som venter enhver kristen i himlen. Bjergprædiken og saligprisningerne er derfor en forsmag på der-kommer-en-dag-perspektivet. Det er et løfte for dig, som tror på ham.

Søndagens tekst: Joh. 4,46-53

Bjergprædikenen

1 Da Jesus så de mange mennesker, gik han op på den nærliggende bakke. Der satte han sig ned, disciplene slog kreds om ham, 2 og han begyndte at undervise dem:
3 „Velsignede er de, der erkender deres afhængighed af Gud – for de skal få del i Guds rige.

4 Velsignede er de, der sørger over situationen – for de skal blive trøstet.

5 Velsignede er de ydmyge – for de skal få landet i eje.

6 Velsignede er de, der tørster efter retfærdighed for de skal få slukket deres tørst.

7 Velsignede er de barmhjertige – for de skal mødes med barmhjertighed.

8 Velsignede er de rene af hjertet – for de skal få lov at se Gud.

9 Velsignede er de, der stifter fred – for de skal kaldes børn af Gud.

10 Velsignede er de, der bliver forfulgt, fordi de gør Guds vilje – for de skal få del i Guds rige.

11 Velsignede er I, når man håner, forfølger og bagtaler jer, fordi I tror på mig.

12 Glæd jer af hele jeres hjerte, for I får en stor løn i Himlen. Sådan forfulgte man også profeterne før jer.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk