Mette Bock – fra borgen til kirken

Fra 2011 til 2019 sad Mette Bock i folketinget for Liberal Alliance, de sidste tre år som kirke- og kulturminister. I dag er hun præst i Horsens og er ikke længere medlem af et parti.

Overgangen fra politik til arbejdet som præst lå for så vidt lidt i kortene. For Mette Bock har hele sit liv haft et nært forhold til kirken:

”Jeg er så heldig, at jeg tilhører en familie, hvor vi i generationer har gået i kirke. Mine forældre sad i menighedsrådet, og det havde mine bedsteforældre også gjort. Så kirken har altid været mit andet hjem, kan man sige.” Da hun var ung, blev hun kirkesanger og kom senere med i et kirkekor, hvor hun mødte sin mand:

”Jeg har aldrig overvejet om kirken hører med til livet eller ej. Det var ikke et valg, da jeg var lille. Jeg blev bare taget i hånden og ført med ind i det – og det er jeg meget taknemlig for i dag.”

Kirken – et positivt livsgrundlag

”Jeg har altid forbundet kirken og det at være en del af den med noget positivt. Når man vokser op, er der selvfølgelig nogle perioder, hvor man ikke synes, det er det sjoveste i verden at gå i kirke, og det accepterede mine forældre – bortset fra til højtiderne, hvor vi skulle med. Den tradition har jeg ført videre til mine børn og børnebørn. På den måde holder man fast i, at det er noget væsentlig at være i kirken.”

Læner sig ind i troen

Som medlem i en kirkeaktiv familie var det også en naturlig ting at tale om det, der hører kirken og troen til, og da en tragedie ramte familien, var det troen, der bar igennem:

”Der har været udfordringer i min familie, som der er i alle familier. Fx mistede jeg en lillesøster, som blev dræbt i en trafikulykke, da hun var 6 år. I sådan en situation kan man reagere på forskellig vis, men i min familie lænede vi os ind i troen, og det var en stor hjælp. Senere, når der har været problemer af den ene eller anden art, har jeg lænet mig ind i troen i bevidstheden om, at vi som mennesker ikke kan bære alting selv. Der er nogle ting, vi må overlade til Gud og håbe på, at vi får vist en vej. Jeg kan give et andet eksempel. Min 87-årige mor bliver mere og mere dement. Hun er på et demensplejehjem her i nærheden, og jeg besøger hende nogle gange om ugen. Det er en smerte på den måde langsomt at miste sin mor. Så der er nogle ting, jeg ikke kan gøre noget ved, men må lægge i Guds hænder.”

Og så hviler jeg i,
at kærligheden er stærkere end ondskaben,
og Gud er stærkere end djævelen.

Som at trække vejret

”Men det er også vigtigt for mig at sige Gud tak, når jeg oplever noget godt. Jeg har lige så meget brug for min tro, når jeg har noget at glæde mig over, som når der er problemer og sorger. Troen er med andre ord fundamentet i mit liv. Men, som når man trækker vejret, er det ikke noget, jeg tænker over, det er bare en fuldstændig central del af mit liv.”

Troen er ikke en viljeshandling

”Jeg er bare groet ind i troen. Jeg kan jo ikke se Gud, og jeg kan ikke holde ham fysisk i hånden. Men jeg ved, at han er der. Visheden om, at Gud går ved min side og har gjort det, siden jeg blev døbt – både i modgang og i medgang – er helt afgørende for min tro. Og så hviler jeg i, at kærligheden er stærkere end ondskaben, og Gud er stærkere end djævelen. Nogle mennesker har perioder i deres liv, hvor tvivlen overskygger troen, og det er der ikke noget mærkeligt i, for tvivlen er troens følgesvend. Men jeg har aldrig tvivlet på en måde, som for alvor har truet troen. Troen er jo ikke noget, man selv vælger, det er en gave. Troen er ikke en viljeshandling, som vi bare kan beslutte os for, men vi kan øve os i den. Vi kan gå i kirke og bede, og vi kan læse bibelhistorie for vores børn og lære dem at bede.”

Tro og politik

Mette Bock er ikke i tvivl om, at det, at hun er vokset op i et kristent hjem, har formet hendes tilgang til tilværelsen og dermed også haft indflydelse på den måde, hun agerede som politiker:

”Det kan være svært at sige præcist, hvordan. Men jeg er overbevist om, at den holdning jeg havde, når vi på Christiansborg diskuterede eksistens og etik, hang sammen med den måde, jeg har levet mit liv og den tro, jeg har. At der så er andre mennesker, som også kalder sig kristne, som kan træffe andre valg, er jeg helt bevidst om.”

Kirkeministeren

Da Liberal Alliance kom i regering, blev Mette Bock kirkeminister, hvilket hun altid havde sagt var den ministerpost, hun ville foretrække:

”Mit ønske var udtryk for, at det er det eksistentielle, jeg mener er afgørende og også burde fylde mere i de almindelige politiske diskussioner. Fx: Hvilken betydning har det for mennesker, at vi indretter psykiatrien på den måde, vi gør? Hvilken betydning har det for unge, at de er ramt af ensomhed? I sådanne spørgsmål tror jeg, at min baggrund har påvirket de holdninger, jeg har. Troen er noget, som former et menneskes eksistens, og det former også på mange måder vores gang her i livet – inklusiv de holdninger, vi har.”

Næstekærlighed og ansvar

Dette får bl.a. betydning for den måde, hun forstår næstekærlighed og ansvar:

”Det er problematisk, hvis vi tror, at kollektivet kan klare alt, og vi derfor overlader det meste til kommunen eller staten. For så mister vi blikket for vores medmenneske og den etiske dimension, der ligger i at leve sammen med andre mennesker. Etik handler jo grundlæggende om relationen imellem mennesker, og den relation kan vi sætte rammer om og regulere, og det skal vi via lovgivningen. Men at fylde det ud, så vi får et menneskeværdigt liv sammen, er et ansvar, som også er vores eget. Det er ikke kun vores eget, for det kan vi ikke bære, og vi har virkelig brug for lovgivning og for omfordeling af ressourcer, men i sidste ende er vi nødt til også at sige: Hvad kan jeg gøre? Det er selvfølgelig meget forskelligt afhængigt af, hvem man er og den livssituation, man er i, men man kan aldrig lægge det personlige ansvar fra sig. Kollektivet har et ansvar for at lave de bedst mulige rammer – og de skal hele tiden udvikles – men samtidig er det udtryk for respekt for mennesker, når man har nogle forventninger fx til unge mennesker, der står udenfor arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet.”

”Jeg går fx meget ind for, at kristne,
som er knyttet til en kirke i det land,
de flygter fra, skal have mulighed for at blive medlem af Folkekirken,
uden at de skal opgive tilknytningen til deres hjemmekirke.

Den dyrebare tro

Da Mette Bock gik ud af politik, blev hun engageret i Tænketanken for forfulgte kristne:

”Det er et forsøg på at synliggøre, at der findes forfulgte kristne. Vi har bl.a. lavet en undersøgelse om danskernes viden om forfølgelse af mennesker pga. deres tro generelt, men har særligt fokus på de forfulgte kristne. Man ved jo, at andre trosgrupper forfølges, men der har ikke været så meget oplysning om, at der også er mange steder, hvor kristne forfølges. Så det er der brug for oplysning omkring. Vi har ikke mange ressourcer, men vi skriver artikler, og vi har presset på for at få en med særligt blik for det i udenrigsministeriet.”

Som kirkeminister arbejdede Mette Bock for, at det skulle være nemmere for de kristne flygtninge i Danmark at blive en del af vores samfund:

”Jeg går fx meget ind for, at kristne, som er knyttet til en kirke i det land, de flygter fra, skal have mulighed for at blive medlem af Folkekirken, uden at de skal opgive tilknytningen til deres hjemmekirke. Det er en meget stor glæde at leve i et land, hvor vi har trosfrihed, og det er vigtigt, at man som samfund erkender, at troen er noget af det mest dyrebare og værdifulde i menneskers liv.”