Efterskolerne holder Åbent Hus-aften
Hvis man har børn, som man overvejer at sende på efterskole, er det en god ide at sætte kryds i kalenderen onsdag d. 10. januar. Der holder efterskolerne landet over ”Efterskolernes aften”, hvor alle kan komme og få mere information om det at gå på efterskole.
Mødet med efterskolen
Landets efterskoler holder åbent hus fra kl. 18-21. Her kan man få en rundvisning og se skolens faciliteter, værelser og fællesarealer og mærke stemningen på efterskolen. Man vil møde efterskolens lærere og de nuværende elever, som fortæller om efterskolelivet og svarer på spørgsmål. Vigtigst af alt kan man mærke efter, om den efterskole, man besøger, føles rigtig.
Det er en god idé at tage til Efterskolernes Aften, selvom et efterskoleophold kan føles som noget, der ligger langt ude i fremtiden. Dels giver det god tid til at finde den helt rigtige efterskole, og dels har mange efterskoler ventelister. Efterskolernes aften kan også give en fornemmelse af, om man skal på efterskole i 8., 9. eller 10. klasse.
Læs om skolerne
På internettet og de sociale medier kan man få rigtig meget viden om de enkelte efterskoler og måske få sporet sig ind på den rigtige efterskole. Mange efterskoler har særlige linjer, temaer mv., som kan være relevante, og der er noget for alle.