Mit møde med Carlos

En eftermiddag i november gik jeg på vejen oven for den lille by på La Palma, hvor jeg var på ferie. Jeg kiggede ud over Atlanterhavet og sagde til Gud, at jeg godt kunne have brug for en opmuntring.

I samme øjeblik fik jeg øje på en mand, der kom gående imod mig på fortovet med en lille hund. Af én eller anden grund standsede jeg og ventede på, at han passerede mig.

Vi fik øjenkontakt, og jeg forsøgte at sige noget på spansk. Han smilede og kom med et par små tips. Så pegede han på sin hud og sagde noget med Gud. Jeg tolkede det sådan, at han mente, at vi kan se forskellige ud, men Gud er den samme. Så slog han over i et lidt gebrokkent engelsk og sagde: ”I believe in God, and I believe in Jesus.”

Hans glæde var mærkbar. Jeg kunne kun svare: ”Me too!” Og så begyndte den lille brede, midaldrende mand ved navn Carlos ellers at snakke som et vandfald. Om hvordan han for år tilbage var i oprør og inde i et misbrug af stoffer og alkohol. Hvordan han da mødte en mand, som opfordrede ham til at modtage Jesus i sit hjerte. For som manden sagde: ”Har du noget at miste?”

Jeg var målløs. Det var jo stort set min egen historie. Også jeg havde været ude i misbrug og mødt én, som bad med mig. Carlos oplevede ret hurtigt en kæmpe forskel i sit liv. Han begyndte at læse i Bibelen og følte en fred i sit indre. Han havde stadig ting at slås med, men han var altid vendt tilbage til Gud. Og på det seneste havde han fundet ind i en evangelisk kirke i Santa Cruz, hvor han var kommet med i en bibelstudiegruppe. ”Mine to yndlingssalmer er salme 23 og salme 91. Jeg kan dem udenad,” sagde Carlos glad.

Vi fulgtes ad ned i byen og gav hinanden et knus til afsked. Havde jeg så fået svar på det, jeg gik og spekulerede på? Nej. Var jeg blevet opmuntret, som jeg havde bedt om? Ja. I mødet med Carlos blev jeg mindet om, at Gud er en levende, bønhørende Gud, som kan røre hjerter og liv overalt på jorden.