Dialog-weekend for ægtepar

Erna og Jens Nielsen, som ses i midten, flankeres af Elisabeth og Johannes Glenthøj (til venstre) og Mirjam og Jan Nielsen (til højre). Disse tre par medvirker i forbindelse med DialogWeekenden i marts 2024.

ÆgteskabsDialog.dk holder DialogWeekend den 15.- 17. marts på Virksund Kursuscenter.

– En DialogWeekend forandrer par, forklarer lederne af ÆgteskabsDiaolog, Erna og Jens Nielsen.

Vitaminindsprøjtning

Indimellem kan et ægteskab – om man så har været gift i 5 eller 50 år – have brug for en vitaminindsprøjtning.

– På en dialogweekend sættes der fokus på opmærksomheden over for hinanden, hvordan vi på forskellig vis kommunikerer om os selv og med hinanden, og parrene oplever værdien i at prioritere tid og fællesskab med hinanden.
Weekenden er også stedet, hvor man får redskaber til at tackle vanskelige følelser, som opstår, når man lever tæt sammen, oplyser Erna og Jens Nielsen.

Små opgaver undervejs

En weekend er planlagt og behandler forskellige temaer omhandlende kommunikation, samliv og kærlighed, og hvert enkelt tema følges op af det næste. På DialogWeekend arbejder man sammen med sin ægtefælle med udgangspunkt i små opgaver. Weekenden ledes af 4 par, hvoraf det ene er et præstepar. Der afsluttes med en kort nadvergudstjeneste søndag.

Ægteskabsdialog har sin oprindelse i Spanien i slutningen af 50-erne. Her så en katolsk præst et behov for at hjælpe ægtepar i deres samliv. Senere er dette arbejde tilpasset til den protestantisk/lutherske kirke og har bredt sig ud over verden. ÆgteskabsDialog i Danmark har et tæt samarbejde med de øvrige skandinaviske lande.

Besøg www.aegteskabsdialog.dk for mere information om weekenden.