Gud véd godt, vi ikke er perfekte

Det er uge 6 i denne uge. Det betyder, at der i mange skoler og institutioner er særligt fokus på sex og seksualitet. I den anledning har vi også dedikeret nogle af vores artikler til det emne – og hold da op, hvor har jeg stor respekt for Gunhild Aaen Madsen, som du kan læse om her.

At fortælle så åbent og ærligt om så svære kampe igennem livet og om emner, som måske særligt i kirkelige kredse er belagt med stort tabu, har min dybeste respekt og vil forhåbentlig være til stor inspiration for mange. Viljen til at give afkald. Oprigtigheden i at søge at gøre det rigtige ikke bare for sig selv, men for de nærmeste omkring sig. Ønsket om at forstå Guds ord og forstå sig selv og sit eget liv ind i det. At finde den rette balance mellem at være overbevist om en sandhed uden at fordømme andre.

Nogle gange har vi travlt med at påpege andres fejl. Vi kan endda have en tendens til at dømme andre helt ude af kristendommen, hvis man gør eller siger noget bestemt. Spørgsmålet er, om ikke Jesu ord om at se bjælken i sit eget øje, inden man ser splinten i en andens øje, er aktuelt her. Hvis vi på forhånd har besluttet os for, hvad der er splinter, og hvad der er bjælker, og i øvrigt mener, at det, vi selv har i øjnene, er splinter sammenlignet med de andres bjælker, så tror jeg, vi kan være ret sikre på, at vi selv tilhører gruppen med bjælker.

Der er et spændingsfelt mellem at formane og videreformidle Guds altomsluttende tilgivelse, og der er et spændingsfelt mellem ligegyldighed og visheden om tilgivelse. Det er ikke lige meget, hvordan vi lever, og hvad vi gør. Enhver, der har levet i længere tid som kristen, har også erfaret, at der er perioder i livet, hvor handlinger eller fokus har haft negativ betydning for troen og det tætte fællesskab med Gud.

Vores handlinger har konsekvenser, og vores fokus har konsekvenser. Men hvis vi i kraft af en særlig levevis selv skulle gøre os retfærdige over for Gud, ville ingen af os lykkes, men det er heldigvis heller ikke tilfældet. Bibelen giver os nogle tydelige og langtidsholdbare anvisninger til vores liv. Det er anvisninger, der gavner os som individer, som familier og som fællesskaber, fordi det afspejler, hvordan Gud ønsker, det skal være.

Da Gud var færdig med at skabe jorden og mennesket, så han, at alt var godt – men sådan blev det ikke ved med at være, og det er Gud om nogen fuldstændig klar over. Gud ved godt, hvordan vi har det. Han ved godt, hvem vi er, og han kan rumme det, og han kan rumme os med alt, hvad vi er.