Kærlighed i lyset

Jeg har to dansk-svenske gårdhunde på snart 11 år. De er lige gamle, men fra forskellige opdrættere og ikke i biologisk familie.

Den mindste af dem, “Mini”, er en tæve, og da hun flyttede ind først, er hun selvudnævnt som leder af flokken, hvilket den større, modigere og stærkere “Plet” er helt indforstået med.
Mini vælger først, når der skal vælges hyggested, og genner gerne Plet væk fra hans, hvis hun mener, han pludselig er bedre placeret i forhold til fx pejsevarme, udsigt til havelågen eller nussende hænder.
De er meget forskellige af sind. Plet er klart under tøflen, men deler gerne alt med Mini, hvilket bestemt ikke bliver gengældt fra hendes side.

Én ting kan dog få den ældre, skrappe dame til at blive helt mild og kærlig… “solstråler”.

Solstrålen er på en eller anden måde for fantastisk at have for sig selv. Hver gang, det er lykkedes mig at tage et billede, hvor mine vovser ligger tæt sammen, er det midt i en solstråle.

Det fik mig i dag til at tænke på vores menigheder. Der er vi også “puttet” ind i en familie, hvor nogle har været der længere end os, nogle, der bestemmer og nogle, der ikke forholder sig, men bare tager, hvad der kommer. Vi har vidt forskellige sind, drømme, visioner, evner og temperamenter, men lige der i LYSET kan vi røres og blive bløde, rummelige, favnende, tætte og opleve at høre tæt sammen på trods af det hele…

Faktisk siger Jesus jo, at det præcis er det, der kendetegner hans disciple… indbyrdes kærlighed.
Godt, vi har verdens lys til at hjælpe os.