Unge mellem eksistens og ambition

Sammen med et halvt hundrede andre kristne skolefolk deltog jeg i en kursusdag om ”opbyggelsen af rodfæstet identitet i en foranderlig verden” den 7. marts i år.

Det var Kristen Pædagogisk Institut, som havde taget initiativ til arrangementet, som en opfølgning på et lignende arrangement sidste år, hvor vi blev klogere på, hvad der er på spil i den unge generation set i relation til tro, skole og samfund. Noget er på spil! Er de unge særligt udfordrede? ”Er der noget i vandet?”, som en af deltagerne sagde i en gruppedrøftelse, eller er det bare den sædvanlige generationsgrøft, som gør, at voksne i skoler, kirker og foreninger oplever det som en udfordrende tid, vi lever i.

Udfordringer i vores tid

Deltagernes samlede erfaringsgrundlag er solidt, nogle har været i skoleverdenen i 10, 20, 30… eller endnu flere år, og vi forsøger os i fællesskab at opsummere nogle af de udfordringer, som særligt (men ikke udelukkende) kendetegner de unge:

• Rodløshed kombineret med høje krav- og præstationsforventninger
• Accelererende tempo
• Meningsløshed
• Fællesskaber – der er løse og uforpligtende – FOMO (fear of missing out)
• Hviler ikke i deres gudgivne identitet
• Har svært ved at finde deres plads og være tilfreds
• Mangel på forankring og retning
• Føler sig ikke relevante, vigtige eller værdifulde – er ikke værd at elske
• Ængstelige for at mislykkes
• Løsrevet fra fællesskaber, og det bidrager til frygten for at mislykkes
• Har svært ved at placere skammen ved at fejle
• Overvældet af mørket, at det overhovedet findes – fordi de er blevet skærmet imod det ondes eksistens, fordi skellet/stregen mellem lys/mørke og ondskab/godhed aldrig er etableret
• Manglende kendskab til livets spilleplade
• For meget hoved, for lidt krop og kreativitet – skærmtid i stedet for aktivitet … og det er ikke engang en udtømmende liste.

Mismod, rodløshed og retningsløs eksistens

Men hvad stiller vi op med de mange udfordringer? Vi som kalder os kristne og tror, at vi er skabt i Guds billede – ”og det var såre godt”, hvad stiller vi op med mismodet, rodløsheden og den retningsløse eksistens, som truer de unges fremtid? Dr. Theol. Paul Otto Brunstad, professor i pædagogik, idehistorie og filosofi, peger på, at kristendommen i sit grundlag har håbet for fremtiden. Og som han siger, så er ”fremtiden nærværende i vore forventninger, fordi den bliver styrende for nutiden”.

Det græske ord for håb kan spores tilbage til ordet for fødder. Derfor bevares håbet, når vi evner at bevæge os eller stå fast, afhængig af hvad situationen kræver. Fremskridt handler om, hvor man står. Er man lige foran en bjergafsats, er et skridt tilbage et fremskridt i stedet for et skridt fremad.

Uden grænsedragningen forsvinder rammerne,
dermed bliver sandheden uklar og livet kaotisk.
Vores forvalterskab handler om at hindre,
at skabningen falder tilbage til kaos.

I Filiperbrevets kapitel 1 beder Paulus om, at indsigt og dømmekraft må vokse i menigheden. Det er denne evne, som vi har brug for – unge som gamle – men pointen er, at den modne generation har et ansvar qua den erfaring, livet har givet. Det rører ved et andet begreb: ”Pædagogik”, som er en, der leder og fører – en elev. Ordet for elev på fransk har at gøre med noget, der løftes op for at få mere udsigt, indsigt og forståelse.

Vi må med andre ord søge at løfte de unge på en sådan måde, at de får udsyn/perspektiv på deres liv. Hertil siger Brunstad, at det er af fundamental betydning at forstå ”skellet”. I skaberværket etablerer Gud skel – imellem dag/nat, lys/mørke, himmel/hav osv. – differentiering eller adskillelse er betingelsen for kosmos, uden distinktionen er der kaos eller anarki.

Uden grænsedragningen forsvinder rammerne, dermed bliver sandheden uklar og livet kaotisk. Vores forvalterskab handler om at hindre, at skabningen falder tilbage til kaos. Dermed er scenen sat for den, som ønsker at arbejde med dannelse på kristen grund.

Sammen i mørket

Hvis vi skal løfte de unge ud af mørket, må vi, som Søren Kierkegaard siger, være der, hvor de er. Vi har brug for visdom, som er kundskab og evne til at sanse og handle ret. Kundskab (Gnosis) kender vi fra diagnose, altså kundskabsbaseret beskrivelse af en tilstand. Vi ønsker at bibringe kundskab til børn og unge, men kundskab er teoretisk og abstrakt og dermed med afstand til det jordiske/praktiske. (J)ord – det er teorien, som ikke vil tage bestik af virkeligheden. Den har ingen brugbarhed. Men Paulus’ lys på æstetikken giver forståelsen for den nødvendige kobling.

Derfor er kunsten at kombinere teori (græsk ord for at ”se”) og sansning (æstetik), sådan at de unge kan anskue deres liv i lyset af evangeliet. Igen viser Paulus visdommens vej. Indsigt og dømmekraft skabes ved at sanse. Paulus taler om indfølelse og åndelig tilstedeværelse. Vi kan derfor ikke være noget for nogen alene ved at have ”de rette svar”, for ordet slår ihjel, mens det er ånden, der gør levende.

Derfor opstår spørgsmålet også: Har vi fået en anæstetisk kultur, som dæmper vores mentale kapacitet for sansning af psykologisk og åndelig smerte? Intuitionen og sansningen er afgørende i det pædagogiske rum. Faren er, at kundskaben kommer alene – uddannelse uden dannelse – en illusion om en almagt som med Babelstårnet, hvor mennesket ophøjer sig til Gud.

Vi må ned i mørket, blive nærværende og i berøring med smerten, som de unge har, for at vi sammen kan klatre ud af mørket. Livet er nemlig ikke den lige vej til stjernerne. Det disruptive er en del livet, kriser, som slår os tilbage, prøvelser og modgang lægger hindringer i vejen for selv de bedste planer (Plan- fra latin – en plæne – flad).

At gribe og begribe, det er svaret

De mange udfordringer kræver altså, at der bliver kastet et nyt lys på det liv, som alt for let bliver en uoverkommelig opgave i stedet for den fantastiske gave, som Gud havde skabt det til at være. Som sygehuspræsten Preben Kok skrev om i ”Skæld ud på Gud”, så er livet blevet et projekt, hvor ansvaret for at lykkes alene hviler på den enkeltes egne skuldre. Men ofte befinder vi os magtesløse.

De unge møder livet forventningsfulde, de ønsker sig en hjerteveninde, nogle spændende fritidsinteresser, en god uddannelse, et meningsfuldt arbejde, en kæreste osv. Men når det så glipper, eller selv når det hele indfries, så kan følelsen af tomhed alligevel indfinde sig. ”Var det bare det…?”, ”Hvad nu?”
På den måde bygges præstations- og performancekulturen hurtigt, og det skaber rodløshed, og mismod breder sig, når skuffelserne over bristede forventninger vokser.

Paul Otto Brunstad taler om det engelske ord for nysgerrighed, curiosity, som betyder kærlighed til viden og omsorg. Vi må som voksne være nysgerrige i denne betydning, hvor kundskab sættes ind i omsorgen for de unge. Med hånden som metafor siger han, at der skal en hel hånd til at gribe om noget.

Det er vores privilegie at række ud efter de unge, der hvor de er, med noget, som er større og stærkere end os selv. ”Vi elsker, fordi han (Jesus) elskede os først,” siger Johannes (1. Johannes’ brev 4:19). Paulus taler om at være grebet af Kristus Jesus (Paulus’ brev til Filipperne 3:12), og derfor griber han efter det at forenes med Kristus. Det er evangeliets enorme styrke, at det sætter udgangspunktet i nåde frem for præstation.

På engelsk er der en pædagogisk tradition, der debatterer begreberne beings/ or becomings – om børn og unge skal blive til noget eller allerede er noget. Men Paulus sætter en fed streg under, at ingen præstation, ambition eller merit kan ændre ved, at det hele handler om Jesus, som trådte ned i mørket og førte os ud i lyset.

Vi møder hos Gud en tommel op, ikke fordi vi har noget at prale af, men fordi han elskede os først, ja, mens vi endnu var fjender af lyset. Det skulle gerne få skuldrene til at falde ned, når vi erkender, at universets skaber har sat sin vilje ind på at møde os med sin kærlighed. Men nok så vigtigt, så motiverer Paulus de unge (og os andre).

For vi har brug for noget at stræbe efter. Gud giver retning allerede i skabelsen ”… bliv frugtbare, opfyld jorden…”, og dermed lægges en drivkraft i mennesket, hvor vi bliver medskabere og forvaltere af jorden.

Så hvordan kan vi voksne være der for de unge i spændingsfeltet imellem eksistens og ambition? Ja, vi må først og fremmest være sammen med dem, for kundskab uden berøring er gold. Dernæst må vi vise dem, at Kristus er en grundvold, der er mulig at bygge sit liv på. Som jeg skrev om i ”Digital Native”, så kalder den aftraditionaliserede tidsalder, som vi lever i, på, at den enkelte i en ontologisering forankres i noget, der har vist sin holdbarhed i historiens lys.

Evangeliet er Guds kraft til frelse også for de kommende generationer. Vi kan pege de unge i retning af deres Gudgivne formål, at livet med Gud har retning, formål og mening. Dette positive udgangspunkt klinger dog hult, hvis synd, skyld og skam ikke også adresseres. Vi bøvler alle med konsekvenserne af et liv uden for paradisets have.

Lad os være ærlige, kristenlivet er på ingen måde en fribillet i forhold til ondskab, sygdom og livets modgang, men det er med løftet om, at vi ikke skal gå alene igennem ”dødsskyggens dal”. Mere end noget andet er det min erfaring, at børn og unge har brug for at blive grebet af nogen. De har brug for at høre til, at føle sig hjemme og være en del af det store fællesskabs ”vi”.

Kan vi bygge fællesskaber i skoler, kirker, klubber og foreninger, som står på den grundvold, som er Kristus, så har vi givet de unge et fodfæste og et håb for livet.