IPSICC

Flere døve møder Jesus i stilheden

Der er en bevægelse i gang blandt døve i Centralasien, hvor flere og flere kommer til tro på Jesus efter i årevis at have følt sig som ligegyldige eller ligefrem forbandede, skriver Open Doors.

De døve kristne bliver meget glade, når de får hilsener fra medkristne i andre lande. ”Jeg ville gerne vise deres ansigter, men det ville ikke være smart, for de kan blive forfulgt, hvis det kommer frem, at de nu tror på Jesus,” fortæller en hollandsk medarbejder fra Open Doors. På billedet ses en kvinde, der har modtaget et kort med teksten ”Herren er din hyrde, og han vil være med dig”.

”Forbandet af Allah”. Sådan lyder dommen per definition over omkring 800.000 personer i de primært muslimske lande Usbekistan, Kasakhstan, Turkmenistan, Tadsjikistan og Kirgisistan.

Det er landenes døve befolkning, der er tale om. Derfor er mange døve vokset op med en familie, som skammede sig over dem og gemte dem væk i en verden af stilhed.

Døve børn møder ligegyldighed

Ofte har forældre også svært ved at kommunikere med deres døve børn, fordi hverken børn eller voksne kan tegnsprog. Selv hvis børnene kan tegnsprog, har forældrene måske ikke mulighed for eller ønske om at lære det, fordi de betragter deres døve barn som ligegyldigt. Derudover mangler Centralasien specialskoler for døve børn, og derfor sendes døve børn ofte til skoler for elever med andre typer af handicap.

Uden specialiserede lærere forlader mange døve børn skolen uden at kunne læse, skrive eller bruge tegnsprog. Dette fører til stor frustration og isolation i voksenlivet, idet mange døve kun får adgang til lavtlønnede, ufaglærte jobs. Nogle døve børn og hørende børn af døve forældre udsættes endvidere for seksuelt misbrug fra naboer eller slægtninge. Døve forældre føler sig magtesløse over for denne type udnyttelse, fordi samfundet ser ned på dem, og døve børn har ingen at betro sig til, da ingen beskytter dem.

Der er ingen specialskoler for døve børn i Centralasien. Men nogle kirker hjælper unge døve kvinder med læse/skriveundervisning og oplæring som syersker. Fotos: Open Doors

Budskabet om Jesus falder på et tørt sted

Summen af ovennævnte betyder, at mange døve i ovennævnte centralasiatiske lande har oplevet livslang isolation, afvisning og misbrug. Alt sammen dybt traumatiserende erfaringer. I sådan en kontekst falder budskabet om Jesus og hans uforbeholdne kærlighed, accept og tilgivelse på et særdeles tørt sted. Accepten, man finder i et omsorgsfuldt fællesskab af andre kristne, er derudover både velgørende, helbredende og livsforvandlende. De senere år har der således været en bevægelse i gang, hvor mange døve i Centralasien kommer til tro på Jesus.


Hvordan rækker de lokale kirker ud til døve i Centralasien?

• Giver døve undervisning i læse- og skrivefærdigheder.

• Evangeliserer målrettet blandt døve.

• Yder mikrolån til små virksomheder for at give døve kristne en bedre fremtid.

• Tilbyder unge, døve kvinder, der har oplevet seksuelle overgreb, traumerådgivning.

• Underviser i praktiske livsfærdigheder som døv, herunder trafiksikkerhed.

• Afholder tegnsprogskurser og giver konkret erhvervstræning.