Det Gamle Testamente giver Ny Testamente dybde

I 2024 og 2025 var jeg på to rejser i Egypten og Saudi Arabien. Formålet var at dykke ned i de arkæologiske og historiske rester efter Josefs dramatiske historie i Egypten og Moses’ udvandring 430 år senere.

Bibelen fortæller rigtig meget om Josefs historie i 1. Mosebog, og det er virkelig spændende læsning, fyldt med pointer, som vi kan tage til os og bruge i vores personlige liv. I 2.-5. Mosesbog følger vi så Moses og israelitterne ud af Egypten, over Det Røde Hav og ind i Sinajs ørken gennem 40 år. Jeg har skrevet fire artikler i Udfordringen om disse oplevelser, som har ført mig til intens at studere og genopdage Det Gamle Testamentes bøger.

Bibelen er ligesom et kæmpe isbjerg. Det Nye Testamente stikker op over vandet og er let tilgængeligt for enhver, som vil læse det. Det Gamle Testamente er som isbjerget under vandet, som giver dybde og mening til evangeliet. Det Nye Testamente ligger skjult i Det Gamle Testamente, men er åbenbaret i Det Nye Testamente. Derfor er det en god idé for nye kristne at begynde med Det Nye Testamente – men vi skal ikke undlade at dykke ned i den store bibelhistorie, som ligger forud.

Bibelen er så fyldt med visdom og skjulte hemmeligheder, at man kan bruge hele livet på at opdage og genopdage nye perler.

De syv jødiske fester

Som et eksempel på noget, de fleste af os ikke gør os klart, er den hemmelighed, som ligger skjult i de syv jødiske fester. For de fleste af os har det kun haft kulturel interesse, at jøderne også i dag holder syv årlige fester – plus et par ekstra, som er kommet til senere. Men ligesom meget andet i Bibelen indeholder festerne vidunderlige forbilleder og profetiske ord, som rækker ind i vores tid. Lad os derfor kort prøve at se det profetiske perspektiv i de syv fester, som israelitterne fik påbud om at holde i årets løb.

1. Påsken

Påsken fejres af jøderne med et påskemåltid i begyndelsen af april til minde om Dødsenglens ”forbigang” i Egypten. For os kristne peger jødernes påske direkte hen på, at Jesus blev det ofrede påskelam og tog verdens synd på sig. Og der er mange skønne detaljer, som understreger dette.

2. De usyrnede brød

I syv dage efter påske fejres de usyrnede brøds dage til minde om, at israelitterne på deres exodus-rejse kun havde fladt usyrnet brød med, hvori der ikke var surdej og tid til at hæve. Jøderne har grebet pointen med, at den gamle surdej (synden) skal luges ud. I 1. Korinterbrev 5 viser Paulus de usyrnede brød som et åndeligt forbillede. Han forklarer, at de kristne skal rense ud i den gamle ”surdej” (synd, ondskab og svig) og leve et rent og sandt liv, ligesom Kristus som et usyrnet brød var uden synd.

3. Førstegrødefesten

Det er en fest for den første byghøst, som blev ofret for at minde om, at man skal give Gud det første og bedste. Festen fejres den første søndag efter påske. Denne fest skulle de først begynde at holde, når de – 40 år senere – kom ind i det lovede land, Israel. For os kristne handler det om, at Jesus genopstod som førstegrøden af de hensovede (1. Kor. 15,20). Vi skal engang genopstå, ligesom han, og komme ind i vores forjættede land, Himlen.

De næste fester

Disse tre forårsfester forstår næsten alle kristne teologer som forbilleder og forudsigelser om det altafgørende, der senere skulle ske med Jesus Kristus. Men når nu Gud gennem Moses påbød israelitterne at fejre syv fester, hvad ligger der så af forudsigelse i de næste fire?

4. Pinsen/Ugefesten

50 dage efter påske fejres jødernes pinse som en ”ugefest” efter 7 uger x 7 dage = 49, hvorefter næste dag fejres som pinse. For jøderne er pinsen til minde om, at Gud gennem Moses gav israelitterne Loven. Her er det påfaldende, at de kristne kom til at fejre Ånden i pinsen, fordi Helligånden netop i jødernes pinse faldt på disciplene. Jf Paulus: ”Bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.” (2. Kor. 3,6).

”Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.” (Rom. 8,3-4) Det er for mig tydeligt, at pinsen – som ligger mellem forårsfesterne og efterårsfesterne – er en forudsigelse af kirkens tid. Det er de sidste 2.000 år, hvor vi ikke længere gør det gode af frygt for Moseloven, men hvor Ånden leder os til at gøre det rigtige, hvis vi ellers vil lytte til Helligånden.

Mens de tre fester i foråret omhandler Jesu første komme, og pinsen handler om Helligåndens komme, hvad peger de tre fester i efteråret så på? De peger selvfølgelig på Jesu andet komme. Og de kommer i denne rækkefølge:

5. Trompet/basun-festen

Festen markerer jødisk nytårsdag efter den verdslige jødiske kalender. Men da Moses gav loven til Israel, indgik festen som den første dag i den 7. måned efter den oprindelige religiøse kalender. Det er ca. den 11.-13. september. Festen markeres med 100 specielle trut i Shofar-vædderhornet. Lydene symboliserer både sorg, glæde og sejr og forventning om Messias. For messianske (kristne) jøder udtrykker disse lyde profetisk Yeshuas (Jesus’) genkomst som Kongernes Konge.

Paulus skriver om ”den sidste basun” i 1. Korinterbrev 15, 51-52: ”Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles.” Nogle bibelfortolkere mener, at Paulus må henvise til den sidste af de syv basuner, der blæses i Johannes’ Åbenbaring kap. 8-11.

Men disse basuner blæses jo for at forkynde de frygtelige straffedomme, som skal udgydes over jordens befolkning i dommedagsperioden. Og tidsmæssigt er Paulus’ brev skrevet årtier før Johannes fik sin åbenbaring på Patmos og nedskrev den. Før den tid var de syv basuner ikke kendt. Paulus var formentlig henrettet i Rom, længe før Johannes’ Åbenbaring blev distribueret blandt menighederne.

Når Paulus henviser til ”den sidste trompet” (eller basun), så henviste han til noget, alle jøder kendte: Trompetfesten. Og specifikt det sidste afsluttende blæs i trompten. Det, der kaldes Tekiah Hagedolah, det længste, højeste og sidste stød i shofaren. Og at det er bortrykkelsen, han taler om, fremgår også af 1. Tessaloniker brev kap. 4, 16-18:

”For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord.”

6. Forsoningsdagen

I ti dage efter jødisk nytår frem til Yom Kippur ca. d. 20.-21. september er der lagt op til, at jøderne skal genoverveje deres liv og relationer til Gud og mennesker. Her beder også mange verdslige jøder om Guds velsignelse over et nyt år. Profetisk markerer denne fest jødernes omvendelse, som der fx profeteres om i Zakarias’ Bog 12,10: ”…men over Davids hus og Jerusalems indbyggere vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd, og de skal se hen til mig, ham, de har gennemboret.

De skal holde dødsklage over ham, ligesom man klager over sin eneste søn, og holde bitter sorg over ham, ligesom man sørger over sin førstefødte.” Hvis de kristne på dette tidspunkt er bortrykket, som vi er nogle, der tror, så vil jøderne opdage, at Jesus virkelig var Messias, og de vil angre, at de har forkastet ham. Og i Romerbrevet 11,26 skriver Paulus: ”Og således skal hele Israel frelses”. Et fantastisk dejligt løfte.

7. Løvhyttefesten

Denne 7. og afsluttende fest holdes syv dage i slutningen af september. Syv er Guds tal. Moses påbød israelitterne, at de skulle opføre en løvhytte og bo i den til minde om, at folket i 40 år boede i midlertidige løvhytter. Festen holdes af de fleste israelere, uanset om de er religiøse eller ej. Mange kristne rejser i forbindelse med løvhyttefesten til Israel for at deltage i Jerusalem-marchen, hvor de viser israelerne deres opbakning.

Profetisk ser jeg løvhyttefesten som et billede på, at de troende er bortrykket til brudekammeret og beskyttes i himlen i de syv år, hvor Antikrist gennemfører sit rædselsregime på jorden. Hvis man derimod tror, at de kristne skal gennem trængslen, så kan løvhyttefesten måske symbolisere, at vi er under Guds beskyttelse. Eller at vi endelig er i Himlen eller på den nye jord. Men uanset, at man kan opfatte rækkefølgen lidt forskelligt, så er det åbenlyst, at de sidste tre efterårsfester symboliserer Jesu andet komme.

En rigere tro

På den måde indeholder Det Gamle Testamente en rigdom af forbilleder og profetier. Det viser os, at de to testamenter hører uløseligt sammen. De første kristne henviste igen og igen til Det Gamle Testamente, som var deres eneste bibel, indtil evangelierne var nedskrevet og Paulus’ breve begyndte at cirkulere blandt de første menigheder og til sidst blev samlet i Det Ny Testamente. Vi får en afstumpet og overfladisk kristendom, hvis vi ikke tager Det Gamle Testamentes åbenbaringer med i vores tro og forkyndelse.

Men dykker vi ned i denne guldmine, så får vi en større forståelse af hvem Gud, Jesus og Helligånden er. Og hvem vi selv er.