”Forbøn vil stadig være tilladt i Norge”

Ifølge et norsk lovforslag kan forbøn være strafbart, hvis formålet fx er at få en person til at ændre seksuel orientering.

Den norske regering har fremlagt et nyt lovforslag, som forbyder ”konverteringsterapi”, så også visse religiøse handlinger vil kunne straffes. Men forbøn i forbindelse med sjælesorg vil angiveligt ikke blive forbudt.

Midt i juni præsenterede ministrene Anette Trettebergstuen (Ap) og Emilie Mehl (Sp) regeringens nye lovforslag mod konverteringsterapi, skriver Dagen. Kultur- og ligestillingsminister Anette Trettebergstuen, der siden har måttet trække sig fra ministerposten af andre årsager, udtalte: ”Religiøse handlinger kan også straffes efter paragraffen.”

Ifølge loven vil selv sjælesorg med ”en-til-en-forbøn” kunne anses som en religiøst baseret metode. Betyder det så, at et katolsk skriftemål eller forbøn i en sjælesorgssituation bliver forbudt? Avisen Vårt Land har spurgt Advokatforeningen, om de mener, at forbøn fremover vil kunne blive strafbart.

Det mener advokat Nicolai V. Skjerdal dog ikke vil være tilfældet. Han henviser til § 270 i Norges lov om Konverteringsterapi, hvor det, der forbydes, er krænkelser via psykoterapeutiske, medicinske eller religiøse metoder… ”i den hensigt at påvirke vedkommende til at ændre, fornægte eller undertrykke sin seksuelle orientering eller kønsidentitet.”

Fordi der skal være tale om egentlige krænkelser, gør loven ikke forbøn ulovligt, konkluderer advokaten.