Rekordstor støtte til Folkekirkens Nødhjælp
Folkekirkens Nødhjælp opnåede rekordhøj økonomisk støtte og opbakning på næsten 1 milliard kroner i 2022.
Aldrig før har støtten fra donorer og den danske befolkning været større, skriver Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse. “Med næsten 1 milliard kroner fra Danida, internationale donorer og den danske befolkning var vi i 2022 i stand til at hjælpe 34 millioner mennesker i nød,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, der er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Generalsekretæren fremhæver organisationens mere end 200 partnere i 20 af verdens brændpunkter som en del af Folkekirkens Nødhjælps humanitære position i verden.
“Gennem vores lokale partnere gør vi en mærkbar forskel. Ved at arbejde gennem lokalt forankrede civilsamfundsorganisationer, kirkelige organisationer og i tæt samarbejde med virksomheder og myndigheder sikrer vi ejerskaber til indsatserne og resultaterne. Det er helt afgørende for vores virke,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.
På fem år er Folkekirkens Nødhjælps indtægter steget med 45 procent. Den største donor er fortsat Danida, men stadig flere institutionelle donorer bidrager med større donationer – det er blandt andet EU og amerikanske institutioner og den amerikanske regering. Omsætningsrekorden i 2022 faldt sammen med et stort behov for Folkekirkens Nødhjælps indsatser i verden.
Antallet af mennesker på flugt steg til det højeste nogensinde. Klimaforandringer, kriser og krige pressede yderligere hundredtusinder ud i ekstrem fattigdom og sult. Menneskerettigheder og internationale spilleregler var under det hårdeste pres i årtier, og med Ruslands invasion af Ukraine var der atter krig og behov for nødhjælp i Europa, skriver Folkekirkens Nødhjælp.