1.000 samlet til bøn for Norden i Kalmar

Lars Enarson (indsat billede) brænder for, at forbedere fra hele Norden står sammen i bøn om vækkelse. Den nordiske bedekonference fandt sted i Kalmar, hvor de nordiske lande blev forenet i en union i 1397.

Den 4.-6. januar 2024 var der nordisk bedekonference i den svenske by Kalmar. Arrangør var Lars Enarson og organisationen Norden 714.

”Kalmar er Nordens oprindelige hovedstad, hvor alle Nordens lande fra Finland i øst til Grønland i vest startede en union i 1397. Og alle disse lande, selv Shetlandsøerne, har i dag et kors i deres flag,” fortæller Lars Enarson i en video.

Fælles åndelig arv, korsflag og kald

”Vi har en fælles åndelig arv og et fælles kald i den sidste tid,” siger Enarson og citerer fra bogen ”Guds plan för Norden” af Rolf Wiström (1952): ”Vi har korset i våra flaggor. Gud vill att vi skal uppleva korsets kraft i vore liv och ge den vidare til Europas längtande milloner.” Det store bedeemne på konferencen var vækkelse i Norden samt ned gennem Europa til Israel.

Bedekonferencen, der samlede 1.000 deltagere, var blevet forberedt med blandt andet bøn og faste den 13.-15. november 2023.