Præst og far skriver uvurder-lig bog om sorg, tab og håb

For ni år siden mistede sognepræst Jakob Søe Esmarch sin 11-årige søn til kræft. I bogen ”Gud, hvor jeg savner ham!” fortæller han om tiden fra diagnosen blev stillet til sønnens død knap to år senere og om sørgetiden derefter.

Udover at være en særdeles gribende og bundærlig beretning om forløbet, er der tale om en bog, som omhandler alt det, der følger med sygdomsforløbet og det knusende tab af et barn: Sorg, anfægtelser, træthed, magtesløshed og meningsløshed, men samtidig også varme, fællesskab, omsorg, håb og små lysglimt midt i det hele. Bogen er desforuden et hjertevarmt vidnesbyrd om, hvad omsorg og medvandring betyder for den, der er i sorg.

Bogen er en uvurderlig gave til dem, der har oplevet det værst tænkelige – at miste et barn. Og selvom det heldigvis er et fåtal, der har oplevet et sådant tab, er bogen relevant for en meget bred læserskare. For omkring alle sørgende forældre står familie og venner, som i bogen kan finde praktisk hjælp til, hvordan man bedst støtter op om disse forældre og eventuelle søskende både under sygdomsforløbet og bagefter.

Dertil kommer, at den i virkeligheden henvender sig til alle, der har oplevet tab, om det så er tabet af et barn, en ægtefælle eller af helbred. For selvom al sorg og tab ikke er ens, indtræder mange af de samme mekanismer uanset hvilken form for tab, der er tale om.

I bogen kommer Jakob Søe Esmarch bl.a. ind på, hvordan sorg og tab ikke altid for den troende er ledsaget af en oplevelse af Guds nærvær, men i stedet kan ledsages af en nagende oplevelse af skuffelse over en Gud, der ikke griber ind, selvom han kan. Men, som forfatteren skriver: ”Det bedste i min tro på Gud er, at jeg ikke behøver blive ateist for at udtrykke min skuffelse og frustration over for Gud. Overfor Gud skal jeg ikke være påtaget from og sød. Jeg må være ægte” (s. 226).

Den manglende følelse af Gudsnærværet kan desuden forstærkes af en manglende evne til at holde fast ved håbet, men ”Det kristne evighedshåb binder sig ikke til noget subjektivt i mig – til, hvordan jeg tager tingene eller til min evne til at fastholde en oplevelse af mening eller tryghed. Det kristne håb binder sig altid til Gud” (s. 159). Derfor oplever forfatteren også gennem sorgprocessen, at ”Det bliver stadig vigtigere for mig, at troen ikke grunder sig på noget i mig. Hvis Kristus er det reb, der kan bære mig, når jeg befinder mig over afgrunden, er det mindre afgørende, hvad jeg tænker om rebet” (s. 206).

”Gud, hvor jeg savner ham!” er skrevet med en sådan varme og autenticitet, at den utvivlsomt vil blive til hjælp for rigtig mange, der har oplevet sorg og tab.

Jakob Søe Esmarch: Gud, hvor jeg savner ham!
249,95 kr. 304 sider.
Lohse