Lovsang fra hjertet

Shane and Shane var for mig et helt ubeskrevet blad, da jeg blev bedt om at anmelde deres nye album ”Psalms, Hymns and Spiritual Songs Vol. 1”. Og hold da op – jeg er gået glip af noget!

Disse to gutter har lavet musik i 20 år, og så stifter jeg først bekendtskab med dem nu! Jeg er virkelig gået glip af noget, for jeg blev ganske enkelt blæst bagover af fantastiske stemmer, og jeg var solgt fra første strofe. Det lyder vildt, men sådan er min oplevelse af dette album.

Shane Barnard og Shane Everett mødte hinanden på college og er egentlig soloartister. Men de begyndte at skrive sange sammen og udgive albums. Nu har de været i gang i over 20 år og har et utal af udgivelser bag sig. De seneste år har de brugt tid på at opmuntre og hjælpe menigheder med lovsang, og det er også baggrunden for dette album.

Albummet er fyldt med skønne lovsange om Guds kærlighed, trofasthed og alle de løfter, han har givet os. Sangene har alle deres udgangspunkt i Bibelen, og der er bl.a. sat musik til en del tekster fra Salmernes Bog.

Sangene er ofte meget enkle og nemme at lære og synge med på, og de synges med indlevelse og overbevisning. Flotte harmonier, gode arrangementer og dejlig korlyd gør det til et helstøbt album – og der er hele 62 minutters lovsang. Men jeg synes aldrig, det bliver kedeligt eller langsommeligt, for jeg bliver opmuntret af sangene og får lyst til at tilbede Gud.

Hvis man ikke er lovsanger eller meget glad for lovsang, kan det måske nok godt blive lidt for langtrukkent indimellem.
Så hvis du har brug for opbyggende lovsang, der minder dig om Guds storhed og løfter, så lyt til dette album.