Interessant lovsang

Bag navnet TAYA gennem der sig en australsk, erfaren lovsanger og sangskriver med mange års erfaring fra Hillsong. Hvis navnet TAYA ikke umiddelbart siger jer noget, så kender I i hvert fald hendes stemme fra lovsangen ‘Oceans (where feet may fail)’ eller ‘Touch The Sky’, hvor hun var forsanger (og en del andre sange).

I kender måske snarere sangen ‘Oceans (where feet may fail)’ fra YouTube-videoen, hvor det lykkedes en trommeslager fuldstændigt at ødelægge sangen med sit tromme-fill i forbindelse med en gudstjeneste i en lokal kirke. Her er det dog ikke TAYA, der synger. Hun har droppet sit efternavn i kunstnernavnet som solist, men Gaukrodger er også noget af en mundfuld at sluge.

TAYA er 33 år gammel, og dette er hendes debutplade som solist, men hun kommer med masser af musikalsk erfaring fra sine mange år i Hillsong. Før dette havde hun udgivet nogle singler, som også er inkluderet i denne debutplade i fuld længde. TAYA er en dygtig sangskriver og sanger, og albummet er behageligt at lytte til. Der er lidt r’n’b stemninger undervejs, og der er mange stille sange.

Min favorit er ‘Carry Me Home’, hvor der er en smule gang i, men også de stille numre ‘Not Ashamed’ (om ikke at skamme sig over evangeliet) og ‘Canticle’ (featuring Jon Guerra) er ganske gode.

Hun har skrevet alle sangene selv i samarbejde med en eller flere. De fleste i samarbejde med produceren Jon Guerra. Det sidste nummer ‘Sorry To Grieve You God’ i samarbejde med Joel Houston (udover Jon Guerra). Joel Houston kender de fleste fra Hillsong United, som han vist stadig er bandleder af. Joel er søn af grundlæggerne Brian og Bobbie Houston.

En ganske fin debut.

Kunstner: TAYA
Titel: TAYA
Genre: Lovsang
Download: Itunes.dk