Håndskrevne bibelvers holdt troen i live under 7 års fængsel
”Jeg vidste, at jeg ville betale en pris for min tro,” fortæller den amerikansk-kinesiske missionær John Sanqiang Cao, som blev løsladt den 5. marts i år efter syv års fangeskab.
Den nu 64-årige pastor fortæller i et interview med Christianity Today, hvordan håndkopierede bibelvers, bønner og hans mors kærlighed hjalp ham under fængselsopholdet. John Cao blev arresteret den 5/3 2017, da han krydsede grænsen tilbage til Kina fra Myanmars Wa-stat. I årevis var han rejst frem og tilbage over grænsen til den fattige Wa-stat, hvor han grundlagde mere end 20 skoler, etablerede rehabiliteringscentre og leverede medicin, bøger, skoleartikler og bibler til lokalbefolkningen.
Wa-stat er en del af den berygtede ”Gyldne Trekant”, en af verdens største producenter af metamfetamin, skriver CT. Alligevel dømte domstolene i Yunnan Cao til syv års fængsel for angiveligt at ”organisere ulovlige grænseovergange”, en forbrydelse, der normalt bruges om menneskesmuglere.
Caos kone og to sønner er amerikanske statsborgere, og derfor har sagen vakt international opmærksomhed. CT’s interview foregik 40 dage efter løsladelsen, hvor Caos helbred var blevet bedre – han led blandt andet af D-vitaminmangel, fordi han kun så sollyset 10 gange på et år. Men Cao har ikke fået udrejsetilladelse til USA.