Glad genfortælling tager læseren ved hånden

Tillad mig at være sådan lidt Rasmus Modsat. Dette er ikke en bog – i  modsætning til, hvad de kloge ellers måtte mene, vil jeg kalde det noget så fint som et værk. Glad og kærligt forkynder det sin eksistens fra alle hustage og de tusind hjem; det er storslået, men alligevel med sin egen form for stille ydmyghed. Det tager hele tiden læseren ved hånden, insisterende uden at være påtrængende.

Når man sådan genfortæller (ny-skriver, er måske et lige så dækkende ord), kan det ikke undgås, at noget af det stof, man før tog til sig som givet, nu måske afdækker nye lag. Det gælder helt ned i den sproglige miniature – tag fx Moses-barnets mor, der ved genforeningen med barnet i denne udgave ”græder og er lettet”. Det sidste er en tilføjelse, der på det psykologiske plan selvfølgelig er både plausibel og sand, men ellers er dyrket i anden have.

Louise Langhoff Koch skal dog ikke modtage knubbede ord herfra. Opgaven har været en ny tids læsning af en gammel  tekst, nemlig Morten Pontoppidans ”Bibelske Historier for Børn” (opr. 1909 og senere flittigt genoptrykt). Det gør hun så glimrende, og tempoet og interessen sikres med ord-skabeloner som fx: Ved du hvad? Nu skal du høre! Næsten for godt til at være sandt! – Det sidste kunne passende være en overskrift for værket som sådan.

IIllustrationsdelen? Jeg taber pusten! Men altså: Jeg bliver så fuld af glad, som en lille pige sagde i anden sammenhæng. Louise Langhoff Koch har haft den lykke at få tildelt Birgitte Ahlmann til billeddelen, og sidstnævnte udtaler om sit arbejde hermed:

”Illustrationerne skal understrege følelser og stemninger, som teksten vækker. Nogle fortællinger lægger op til meget voldsomme illustrationer, for eksempel den om Kain og Abel, men i stedet for udpenslet vold har jeg lagt vægt på at illustrere følelser af uretfærdighed og misundelse mellem søskende, som jeg tror, rigtigt mange børn kan sætte sig ind i. Jeg håber, det åbner op for samtaler om de følelser, tekst og tegninger vækker, og hvordan man kan håndtere dem” (www.bibelselskabet.dk).

Og spørger man ind til, hvorfor Pontoppidans nytestamentlige stykker ikke er en del af bogen, er svaret, at der arbejdes på sagen. Vi væbner os med tålmodighed. – Pengene ligger i vinduet, Ole. Som et forskud.

Louise Langhoff Koch & Birgitte Ahlmann: ”Drengen der ville tælle stjernerne …”
Bibelselskabets Forlag, 2024. 153 sider. Rigt ill. Indb. 260 kr.