Livet med Gud er ikke altid let

Bring jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag. (Rom 12,1)

Nicky Gumbel
Engelsk advokat, præst og forfatter

Det vil koste noget at gøre det. Som kommentatoren William Barclay udtrykker det: “Jesus kom ikke for at gøre livet let, men for at gøre mennesket stort.” Vi må være parate til at gøre tingene på Guds måde og ikke på vor egen. Vi må være villige til at opgive alt det i vore liv, som vi ved er forkert, og til at rette tingene op, hvor det er nødvendigt, og vi må være villige til at bære hans flag i en verden, som måske er fjendtlig over for den kristne tro.

I mange dele af verden indebærer det at være kristen fysisk forfølgelse. Flere kristne er døde på grund af deres tro i det tyvende århundrede end i noget andet. Andre bliver fængslet og tortureret. Vi i den frie verden er privilegerede, fordi vi lever i et samfund, hvor kristne ikke bliver forfulgt. Kritikken og hånen, vi måske modtager, er næppe værd at nævne i sammenligning med den første kirkes lidelser og den forfulgte kirke i dag.

Ikke desto mindre indebærer vor tro måske at måtte ofre noget. For eksempel har jeg en ven, som blev gjort arveløs af sine forældre, da han blev kristen. Jeg kender et par, som måtte sælge deres hjem, fordi de følte, at de som kristne måtte lade skattevæsnet vide, at de i flere år ikke havde været helt ærlige i deres selvangivelser.

Jeg havde en meget god ven, som gik i seng med sin kæreste, før han blev kristen. Da han begyndte at se på den kristne tro, indså han, at dette måtte ændre sig, hvis han begyndte at tro på Kristus. I mange måneder brødes han med det. Tilfældigvis blev både han og hans kæreste kristne og besluttede, at fra det øjeblik ville de holde op med at gå i seng med hinanden. Af forskellige årsager blev de ikke gift før efter to et halvt år. Det indebar et offer fra begge sider, selvom de ikke kunne se det på den måde. Gud har senere velsignet dem rigt med et lykkeligt ægteskab og fire vidunderlige børn. Men på det tidspunkt kostede det noget.

Artiklen er fra Nicky Gumbels bog ”Livsvigtige spørgsmål”