Mindehøjtidelighed for Krystalnatten: Aarhus står sammen mod antisemitisme
Den 9. november blev der holdt et stilfærdigt fakkeloptog i Aarhus på årsdagen for Krystalnatten, der for 86 år siden markerede begyndelsen på en systematisk forfølgelse af jøder, da nazisterne angreb jødiske butikker, brændte synagoger og hjem i Tyskland. Initiativtagerne til arrangementet i Aarhus er fem unge med jødisk baggrund fra Aarhus og omegn. En af talerne på Rådhuspladsen var generalsekretær i Dansk Oase Keld Dahlmann, hvis tale Udfordringen har fået lov til at bringe her.
Det er netop i dag fem år siden, at jeg vågnede op til morgennyhedernes billeder af hagekors skrevet henover gravsten på en jødiske kirkegård i Østjylland.
Op ad dagen fulgte rapporter om chikane mod jøders private hjem andre steder i landet. Jeg blev spontant fyldt af følelser af vrede og frustration. Det skete på datoen for Krystalnatten. Man kan dårligt finde en mere nedrig måde at behandle mennesker på end at chikanere jøder på netop dette tidspunkt. Natten, der symbolsk markerer begyndelsen på det 20. århundredes største traume – forfølgelsen og udryddelsen af Europas jøder.
Få uger senere kunne medierne fortælle om jødiske børn, som må flytte skole på grund af antisemitisme fra skolekammerater. Desværre ikke overraskende, men beskæmmende at opleve den manglende handlekraft fra de berørte skolers side. Det farligste ved antisemitismen er ikke højreradikale nynazister med synspunkter hinsides enhver medmenneskelighed. Heller ikke den gruppe muslimer og venstreradikale, som ikke vil skelne mellem konflikten i Mellemøsten og deres medborgere i Danmark.
Nej, det farlige er vores og samfundets passivitet og manglende handlekraft, når vi møder jødehadets syge kultur i hjem, skoler og institutioner. Det er den inderste fare, og vi er her i aften for at stå sammen og sige: Aldrig en krystalnat igen. Kristendommens menneskesyn har bragt meget godt med sig til vores samfund. Det er ikke blot tilfældigt, at lande med højt udviklede demokratiske kulturer og frihedsrettigheder er rundet af en kristen kultur.
Men en af kirkens lange skygger er antisemitisme, som desværre netop har været opildnet af den kristne kirke i perioder. Det er dybt smertefuldt for mig som præst og fremstår grotesk, når vi tænker på Bibelens fortællinger. Min frelser var jøde, født af en jødisk mor. De 12 apostle var jøder. Profeterne var jøder.
Vi træder snart ind i julemåneden, hvor mange af os inden længe flokkes til juleafslutninger og gudstjenester. Her hører vi historien om barnet i Betlehem, men der er ikke meget tilbage af julens fortælling, hvis man tager det jødiske ud af historien. Kirke og kristendom har jødiske rødder. Der er da også håbstegn og lyspunkter i kirkens historie. I 1930’erne forfærdedes Københavns biskop Hans Fuglsang-Damgaard over jødehadet og Krystalnatten i nazityskland.
Min frelser var jøde,
født af en jødisk mor.
De 12 apostle var jøder.
Profeterne var jøder.
Han tog under Danmarks besættelse initiativ til hyrdebrevet, der blev oplæst i mere end 1.600 danske kirker d. 3. oktober 1943. Heri lød det således: “Overalt, hvor der rejses forfølgelse af Jøder, er det den kristne kirkes pligt at protestere derimod… Kristus kender ikke personanseelse, og har lært os, at ethvert menneskeliv er dyrebart… vi vil kæmpe, for at vore jødiske brødre og søstre bevarer den samme frihed, som vi selv sætter højere end livet.”
Denne frihedskamp er desværre stadig relevant. Af Grundtvig har vi lært, at kærlighed til friheden først viser sig, når den gælder den, jeg er anderledes fra eller uenig med. Aarhus er vores by, og her skal vi alle kunne være. Om vi er ateister, kristne, muslimer eller jøder, troende eller ikke-troende. Om vi er vokset op her til lands eller blev født under fjerne himmelstrøg. Ich bin ein Berliner. Sådan sagde Præsident Kennedy i sin berømte tale i Berlin i 1963. Berlinerne jublede.
Budskabet var klart. Det handlede ikke om Kennedy, men om os alle sammen. Om at alle, der havde mistet frihed, familie og venner – adskilt af jerntæppet, skulle vide, at de ikke var alene. Den dag insisterede hele den frie verden på, at friheden gælder alle. I solidaritet med dem hvis frihed var truet. Det er i den ånd, at vi har tændt faklerne i aften.
Krystalnatten er en aften, hvor vi alle kan sige: ”Vi er jøder.” Jeg er jøde. Hverken af fødsel, tro eller kultur, men fordi jøder i Danmark er vores landsmænd. Fordi I har præcis samme ret til at leve, tro, tænke og handle frit, som jeg har. Jeg er jøde. Det bliver jeg, hver gang jeg i nyhederne kan læse om endnu en jødisk medborger, som har oplevet chikane, trusler eller overgreb. Som føler sig presset til at leve i skjul, flytte, skifte skole eller uddannelse. Om det er i Berlin, Amsterdam eller Aarhus.
I aften mindes vi Krystalnattens ofre. Vi mindes om, at enhver af os i sin samvittighed er bundet til pligten overfor vores næste. Må Krystalnatten aldrig glide ud af vores fælles erindring. Må den historie inspirere os til at træde til, når det gælder.
Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os
(Holger Lissner)
