Ny engle-billedbog til børn
Vores bibel vrimler med historier med engle, væsener som tjener Gud, som kommer til vores verden som budbringere med hilsener til mennesker og fortæller om hans vilje, vejleder og opmuntrer, giver styrke og mod, hjælper og beskytter – og hjemme i himlen lovpriser de Gud.Nogle af Bibelens mange engleberetninger er blevet genfortalt i ord og billeder i en ny englebilledbog til førskolebørn som en påmindelse om, at alle kan få uventet engle-besøg. Tolv små beretninger på hver sin dobbeltside er det blevet til. Vi møder bl.a. englene på himmelstigen, englen, som bragte mad til Elias, den frelsende engel i løvekulen, englebesøget hos Maria og hos hyrderne på marken og redningsenglen, som hentede Peter ud af fængslet. I et enkelt sprog, men stadig fyldt med indhold, formidles disse dejlige historier til børn.
Bogen er rigt illustreret af Elena Baboni. Det vrimler med engle, men ikke som vi har set dem mest. De er meget farverige og noget groteske i deres udformning. Mig er det lidt imod, men måske vil børn begejstres? Jeg ved det ikke, og i øvrigt ved vi ikke helt, hvordan englene ser ud, og illustratoren har her benyttet sig af sin kunstneriske frihed.
Men beretningerne i sig selv er gode og værd at formidle til børn, og er der noget så dejligt som en mor, far, bedstemor eller bedstefar, der sidder med et barn på skødet eller tæt ind til sig og læser bibelske beretninger? Og det kan bogen i hvert fald bruges til.
Bjarne Nederby Jessen
L. Lane og E. Baboni:
Som sendt fra himlen
30 sider 158 kr. Unitas