Joshua er kristen, Alfred er ikke, alligevel laver de lovsang sammen

Alfred Springborg er 23 år og brænder for at producere musik. Selvom han ikke selv er troende kristen, samarbejder han med 24-årige Joshua Roager om deres fælles drøm. De vil tilføre nyt til den danske lovsangsgenre i håbet om, at lovsang kommer med i top 50 af de mest spillede musiknumre i Danmark.

På spørgsmålet om, hvorfor Alfred arbejder sammen med Joshua om projektet, svarer han dybsindigt: ”Joshua tror på Gud, og jeg tror på Joshua.” Udenfor studiet på Nørrebro i København er der klassisk farverig graffiti på den cementgrå mur, men ellers syner bygningerne ikke af meget. Da vi bliver låst ind i gården og går gennem de smalle gange indendørs, får jeg associationer til et fængsel. Men da døren bliver åbnet til det lille lydstudie, som makkerparret har fundet og bygget sammen, spærrer jeg øjnene op.

Det er vildt at se, hvordan Alfred og Joshua har indrettet studiet, som er et rart og fredfyldt sted at være. ”Vi kalder studiet Paradis,” siger Joshua med et skævt smil og et glimt i øjet.

Samarbejdet hjalp Joshua i gang

Joshua voksede op i en kristen familie. Han har en lillesøster og en lillebror. De boede i Sønderborg og var en del at Sønderborg Frikirke. Han var i en periode med i lovsangsbandet som guitarist og bassist. Men på daværende tidspunkt havde han svært ved at finde et sted, hvor han kunne tjene på en autentisk måde. Derfor holdt han en længere pause i sidste halvdel af gymnasietiden. For halvandet år siden skrev Joshua sin første lovsang, som blev supergodt modtaget i Sønderborg Frikirke.

Efterfølgende blev det klart for Joshua, som egentlig havde tænkt, at han skulle være med i baggrunden som bassist og musiker, at han godt kunne være frontfigur og lovsangsleder. I dag har han fundet hjemme i lovsangen og har undervejs været inspireret af pop, rock, hiphop og singer-songwriter genren. Alfred og Joshua mødtes på Den Rytmiske Højskole i Vig i foråret 2023, hvor de startede med at arbejde sammen.

Allerede fra første møde mærkede Alfred noget familiært og velkendt ved Joshua. Joshua udtalte nemlig Alfreds navn på samme måde som familien i mange år havde gjort, når de ville lave sjov med Alfred. De to fik et stærkt og dynamisk samarbejde og udviklede sideløbende, hvad de kalder ”en venneforelskelse”. Efter højskolen holdt de kontakten, men samarbejdet om musikken blev sat på pause, fordi de boede i hver deres landsdel.

I november 2024 tog Joshua et skridt i tro og flyttede fra Sønderjylland til København for at arbejde sammen med Alfred. Mens de byggede studiet, arbejdede de ved siden af på henholdsvis deltid og fuldtid for at tjene penge, som de skulle bruge for at se deres drøm blive til virkelighed. Alfred arbejder på en restaurant og Joshua arbejder som pædagogmedhjælper i en børnehave.

Hvorfor arbejder de to sammen?

Man kan undre sig over, hvad der får en ung ikke-kristen producer til at arbejde sammen med en ung kristen lovsanger. Hvad er det, der motiverer ham til at arbejde på, at lovsangen, får en endnu større udbredelse og bliver mere populær? Alfred svarer:

”Det handler ikke så meget om mig, men om hvordan vi sammen skaber værdi for andre mennesker. Musikken kan være et sted, hvor kristne og ikke-kristne mødes, og jeg håber på den kan være med til at bygge bro, så kristne og ikke-kristne lettere forstår hinanden. Joshua og jeg har haft mange samtaler om tro som generelt begreb og også om tro på Gud. Jeg tror, man tilbeder Gud allermest, når man laver det, som man er skabt til. Der hvor man er i flow, og der hvor både man selv og andre bliver inspireret af det, man laver.”

Joshua har på grund af sin opvækst som kristen et rimelig stort netværk af kristne, hvor han med al sandsynlighed også ville kunne finde en producer, som er kristen. Alligevel har Joshua valgt at arbejde sammen med Alfred.

”Alfred har fingeren på pulsen i forhold til, hvad der er fedt. Vi har samme drive og ønske om kvalitet i musikken. Vi har et rigtig godt venskab, og fordi Alfred kommer udefra, kan han se og sætte ord på ting, som jeg ikke opdager, fordi jeg er vant til, at lovsangen er, som den er. Vi tror på hinanden, og jeg tror på Alfred. Jeg har aldrig set en lovsang på top-50 i Danmark, men jeg tror på, at Alfred kan bidrage og tilføre noget nyt og friskt til lovsangen i Danmark sammen med mig.”

Joshua og Alfred drømmer om at forny lovsangsgenren stadig med tilbedelsen til Gud i centrum. Samtidig tænker de, at de vil skrive sange om menneskers personlige oplevelser og fortællinger om Gud. ”Vi drømmer om, at lovsangsgenren bliver fornyet og løftet op på et nyt niveau. Vi planter et frø, vi vander frøet og tror på, at det vokser.”

Vil bygge bro med tro

Alfred har ikke været med ude at spille endnu, men Joshua bliver modtaget rigtig godt. ”Vi drømmer om, at vi sammen tager ud at spille,” siger Joshua. Alfred supplerer: ”Vi vil gerne ud at røre rundt i gryden, snakke med mennesker om tro og lave workshops m.m.” Alfred vil gerne være med til at bygge bro mellem kristne og ikke-kristne, så musikken kan blive et sted, hvor alle mennesker kan mødes.

De drømmer om nye måder at lave lovsang på, som også appellerer til ikke-kristne. De har et arbejdsspørgsmål som lyder: ’Hvordan gør vi lovsang ’spiselig’, samtidig med at vi er autentiske?’ “Vi vil skabe et sted i musikken, hvor kristne og ikke-kristne kan mødes,” siger Alfred. Deres fælles mål er samtidig at være kompromisløse både i forhold til troen på Jesus og kompromisløse med hensyn til kvaliteten i musikken.

De er enige om, at lovsangsgenren helt grundlæggende er tilbedelse til Gud. Alfred beskriver deres byggeproces med et billede: “At finde studiet, bygge det og at lære hinanden at kende har været ligesom at gøre jorden klar, at bygge et fundament. Nu har vi et ret godt fundament og vil gerne lukke mennesker ind i vores byggeproces. Vi har et rigtig godt fællesskab med hinanden.”
Joshua supplerer:

”Gud virker gennem alle mennesker både kristne og ikke-kristne. Nogle gange siger og gør Alfred ting, der får mig til at stoppe forbløffet op. Selvom han ikke er kristen, får jeg i glimt tydeligt lov til at se Gud virke igennem ham.” Igennem interviewet bemærker jeg også selv gentagne gange, at Alfred taler i billeder og forklarer sig ved at bruge billedtale. Han siger ting, som stemmer overens med bibelske principper og skriftsteder. På et tidspunkt er han også så frimodig, at han sætter ord på, at han tænker, det er Helligånden, han fornemmer, når han lytter til musik.

Han har lært meget om tro som begreb i venskabet med Joshua, og han har lært meget om den kristne tro. ”Jeg kan godt gribe om kristendommen med bare hænder og tage den ind til hjertet uden at være kristen,” siger han. Selvom Joshua i det dybe venskab med Alfred har fortalt en del om sin tro, er det ikke noget, som han altid har haft let ved. I gymnasietiden skammede han sig faktisk over troen på Jesus.

Det gjorde han blandt andet fordi han tænkte, at lovsang og kristendom i de danske medier hovedsageligt blev associeret med Faderhuset og andre sekteriske miljøer. ”Jeg tænker, at mange kristne ligesom jeg, ikke vil associeres med det, der skete i Faderhuset dengang. Religion er menneskers regler, mens troen på Gud er noget helt andet.”

Musik med mening

”Vi vil gerne lave autentisk musik, hvor man som lytter mærker, at lovsangen betyder noget for den kunstner, der har lavet den. Når nogen gør det, som Gud har kaldet vedkommende til, og de er i flow, så kan andre fornemme, at vedkommende gør præcis det, han eller hun er skabt til,” siger Alfred og fortsætter:

”Det vil vi gerne invitere ind i lovsangsgenren,” siger han smilende. “Vi vil gerne lave lovsange, der er tilbedelse til Gud og sange, som er personlige vidnesbyrd. Hvis man deler sine oplevelser med og af Gud, kan alle sætte sig ind i det. Hvorimod hvis sangene kun handler om Gud kan alle ikke være med i det – i hvert fald ikke folk, der ikke er kristne,” siger Alfred. Joshua vil gerne have både sange, der handler om Jesus og sange, hvor man deler egne oplevelser.

Alfred supplerer: ”Når vi gør det, som vi er skabt til, er det vel den største tilbedelse til Gud?” De to venner drømmer om at komme ud med deres musik til skoler, kirker m.m. Joshua drømmer også om at skubbe til nogle af de måder, vi som mennesker er sammen med hinanden på. Så det bliver okay at være, som man er og okay at stå ved sine udfordringer. Når det har en særlig betydning for ham, kan det hænge sammen med, at han selv er diagnosticeret med OCD, hvilket han meget gerne vil være åben om, ”Måske er der nogen, som kan spejle sig i min historie,” siger han.

”Vi vil gerne lave autentisk musik,
hvor man som lytter mærker,
at lovsangen betyder noget
for den kunstner, der har
lavet den. Når nogen gør det,
som Gud har kaldet vedkommende til,
og de er i flow, så kan andre fornemme,
at vedkommende gør præcis det,
han eller hun er skabt til.”

– Alfred Springborg

Joshua har OCD

Joshua blev udredt for OCD for et par år siden. I mange år vidste han godt, at der var noget galt, men han vidste ikke, hvad det var. Han dækkede over sine tvangshandlinger med alle mulige løgne.
Det, som ændrede livet for ham, var en åbenbaring fra Gud, hvor Joshua forstod, at han var elsket, som han er, og med alt hvad han er. Han beskriver OCD som en mental sygdom, hvor man grundlæggende ikke stoler på sig selv. Da det gik op for ham, hvor højt elsket, han er af Gud, blev trangen til at styre og kontrollere markant mindre.

Det gik op for ham, at Gud er ved hans side, og at Gud har sat mennesker i hans liv, der er en hjælpende hånd til at føre ham igennem livet. Alfred, familie, venner, hans forlovede og hans psykolog er alle mennesker, som han tror, at Gud har sendt ind i hans liv. Den måde OCD’en blandt andet kom til udtryk var, ved at Joshua igen og igen måtte tælle sine kreditkort eller gentagne gange trække i låste dørhåndtag. Sammen med psykologen nåede han frem til, at han i dele af sit liv havde brugt omkring fire timer dagligt på forskellige tvangshandlinger.

I dag er han et andet sted. Selvom diagnosen stadig er der, har Joshua været igennem behandlingsforløb, der gør, at han er mere fri og mindre tvangspræget. I venskabet og samarbejdet med Alfred har Joshua lært meget om, hvem han selv er og hvorfor, han gør, som han gør. Alfred ser ikke på Joshua, som en diagnose, og han tænker ikke diagnosen ind i sin vurdering af Joshua. Han vil gerne møde Joshua i øjenhøjde, som det menneske, han er.

Efter interviewet har samarbejdet mellem Joshua og Alfred ændret sig lidt. Nu er Joshua frontfigur, mens Alfred grundet forfremmelse på sit job i restaurationsbranchen bidrager til projektet i mindre grad. Joshua kommer sammen med sin brasilianske forlovede både i Frikirken på Filippavej i København og i Sønderborg Frikirke.