Da Leif blev opereret, havde han en himmelsk oplevelse

Leif Jensen Hansen.
6240 Løgumkloster.

Jeg hedder Leif Jensen Hansen og er 73 år. Jeg bor i Mårbæk i nærheden af Løgumkloster. Gud viste mig på et tidspunkt, at jeg skulle bringe et vidnesbyrd i kirken, som skulle være til opmuntring for en bestemt. Men tiden var desværre gået, så jeg fik ikke mulighed for at give mit vidnesbyrd. Jeg var meget ked af det og kørte hjem og græd meget. Jeg følte mig mindreværdig og følte, at jeg ikke havde gjort nok.

Jeg følte mig som én af de 10 brudejomfruer, der ikke havde olie nok på sin lampe. Jeg talte meget med Jesus om det og reviderede hele mit liv og gik det igennem sammen med Jesus. Han mindede mig om, hvordan jeg bl.a. havde arbejdet med børn og unge i kristent arbejde. Og hvordan jeg har prøvet at påvirke unge og mine arbejdskollegaer til at lade være med at bande, da vi tilkalder den onde, når vi siger bandeord og bruger unødig energi på det. Jeg har desuden hjulpet flere, jeg har mødt igennem mit liv.

Derefter fik jeg det sådan, at jeg skulle dele mit vidnesbyrd fra vugge til nu i modgang og medgang med Gud. Jeg fik lov til at holde en fredag aften i kirken, hvor jeg inviterede alle dem, jeg kunne.
Jeg er opvokset i et strengt indremissionsk kristent hjem sammen med 10 andre søskende, hvor kortspil, dans, spiritus m.m. ikke var velset, Jeg blev først en kristen som 25-årig, hvor jeg arbejdede på en mark og lavede noget rørarbejde. Pludselig kom en vred tyr imod mig og stangede mig under armene og ramte min underlæbe.

Jeg råbte til Gud om hjælp og lovede, at jeg ville tilhøre ham resten af mit liv, hvis han hjalp mig ud af den situation, som jeg var i. Pludselig fik jeg fat i hornene på tyren, og der lød et højt knæk. Jeg troede, at det var mig, der gik i stykker, men da tyren faldt om på jorden, blev jeg klar over, Gud havde givet mig ekstra kræfter til at knække nakken på den, så jeg blev reddet. Siden da har jeg været en kristen.

Der kom flere til det fredagsmøde, jeg holdt. Jeg nåede kun en tredjedel af mit liv, så var der gået to timer. Og vi sluttede med sang. Inden kaffen var der en, der foreslog, at de skulle bede for os, hvilket de gjorde. En lille uge efter mødet begyndte jeg at få ondt i maven og havde det meget dårligt, kunne ikke rigtigt spise. Torsdag fik jeg rigtig mange stærke smerter i maven, og der var ingen tarmlyde. Natten til fredag tilkaldte min kone vagtlægen, og jeg blev akut indlagt på Aabenraa sygehus.

Jeg kom igennem flere undersøgelser, og det viste sig, jeg havde tarmslyng, og tarmene var helt holdt op med at virke. Overlægen, der skulle operere mig, informerede mig om, at der var tre kirurger, der skulle operere mig, og det var meget kritisk, og der var en mulighed for, at de måtte fjerne noget af tyndtarmen og give mig en stomi. Og der var også en mulighed for, jeg ikke klarede operationen.

Jeg spurgte overlægen, om jeg måtte tage min egen læge med, og han spurgte om, hvem det er. Jeg svarede, ”det er Jesus, og jeg er en kristen”. Det måtte jeg gerne. Jeg var noget rystet over den besked, jeg fik, og ringede hjem til Else og informerede hende om, hvor slemt det stod til. Jeg bad hende starte en bønnekæde og informere vores familie. Hun bad for mig i telefonen, og vi tog afsked med hinanden, da jeg ikke vidste, om jeg vågnede igen.

Jeg blev kørt ned til operation og blev bedøvet. Ca. midt under operationen kan jeg, trods bedøvelsen, pludselig høre, at lægerne omkring mig er fortvivlede, da operationen var gået i stå, og de vidste ikke, hvad de skulle gøre. Pludselig springer dørene op til operationsstuen, og der kommer et meget stærkt lys ind. Lægerne ser lyset og undrer sig over, hvad det er. Jeg oplever pludselig, at jeg bliver løftet op på en sky og kan se ned på min livløse krop og se de fortvivlede kirurger stå og se på mig.

Jeg føler det som at komme i himmelen, der er en varm kærlighed og fredeligt, der møder jeg Jesus. Han spørger mig, om jeg vil blive i himmelen, eller jeg vil tilbage til jorden. Jeg vælger at komme tilbage til jorden, da jeg gerne vil følge mine børn. Jesus stiger ned fra skyen og går fra den ene til den anden, der er på operationsstuen. Han lægger en hånd på skulderen ved nogle og flytter lidt på instrumenterne og til sidst hvisker han noget i øret på den ledende kirurg, hvorefter kirurgen får en ide til, hvad de videre kan gøre for at få operationen i gang igen.

Jesus kommer tilbage til mig og siger, at jeg vil blive rask og slippe for mèn. Han giver mig en opgave, at jeg skal sige til alle kirkerne, jeg kan, at de skal TIE, SE OG HØRE med deres åndelige øjne og ører. Derefter kom jeg tilbage på operationslejet, og operationen gik i gang igen. Jeg blev opereret i syv timer. Jeg fik ikke fjernet noget af tarmen, og jeg fik heller ikke lagt stomi. Det var lykkedes lægerne at få tyndtarmen lagt frit for arvæv. Så den fungerede igen.

Hjemme fik Else sat en bønnekæde i gang ved vores bede- og bibelkreds samt informeret vores børn og resten af familien. Timerne gik, og hun blev mere og mere ængstelig, midt på eftermiddagen kom rottefængeren for at se til de fælder, han har sat op, og han undrede sig over, hvor jeg var, jeg plejede jo at tage imod ham. Else fortæller ham, at jeg er kommet på sygehuset, og det er meget alvorligt, og at hun er meget ked af det og urolig.

Og at de er ved at operere mig. Rottefængeren siger pludselig, at de jo har samme tro, og han synes, de skal bede sammen for mig, hvilket de gør. Det var en stor trøst for Else. Vi fortalte ham senere om mit vidnesbyrd, hvordan jeg mødte Jesus, hvilket han blev meget rørt over. Han fortalte, at han havde bedt for mig i bilen hele den lange vej til næste kunde. Da Else og vores søn besøgte mig næste dag på intensiv afdeling, bemærkede hun mod forventning, at jeg trods diverse slanger og måleudstyr lå glad og smilende.

Samt der var et særligt lys omkring mig. Jeg fortalte hende og vores søn om min oplevelse med Jesus. Jeg kom på kirurgisk sengeafdeling efter nogle dage, og overlægen kom og spurgte mig, om han måtte lave et interview med mig om kommunikation under operationen. Han sad ved mig en halv time og spurgte ind til flere ting. Mine tarme begynder langsomt at virke, og efter et stykke tid må jeg begynde at spise, dog kun flydende i starten. Operationsarret heler hurtigt op.

Jeg var indlagt i 15 dage, hvorefter jeg kom hjem for at komme til kræfter igen. Jeg ønsker at dele mit vidnesbyrd her i Udfordringen, da det igennem avisen kan nå ud til flere, især den opgave jeg har fået fra Jesus med at TIE, HØRE OG SE.