Ny erindringsbog fra Bodil Jørgensen fortæller om en anden tid

I samarbejde med Joan Øhrstrøm har Bodil Jørgensen i bogen ’Lille og lykkelig nok’ skildret sine barndomsminder. Læs her kapitlet ’Under orglet ved mormors ben’, som beskriver Bodils erindringer fra søndagens besøg i kirken, hvor mormoren spillede orgel.

Under orglet ved mormors ben

Mormors ben var tynde, men stærke. Rask trampede de i pedalerne, så cyklen med god fart trillede igennem marklandskabet, når vi om søndagen skulle til Stenderup Kirke, hvor mormor spillede som organist. Bag på cyklen sad jeg selv overskrævs, som ekstra vægt, fra jeg var cirka fem til syv, når jeg var på ferie hos mormor. Som lærerpar var mine forældre ofte på lejrskole, og så blev jeg passet på landet af mormor og morfar og siden blot mormor, da morfar gik bort.

Om søndagen var jeg ofte i kjole ligesom mormor, der bar kjolen som en ”uniform” både til hverdag, kirke og fest. Og mormors altid florlette kjoler i chiffon flagrede i vinden på vores cykelture til kirken. Men mormors hår rørte sig aldrig. I nakken havde hun samlet sit grå hår i en lille knold, som jeg vidste var lavet af en lille pølle af gammelt hår. Den rullede hun sit eget hår omkring, og til sidst kom hun et hårnet på, der sikrede, at frisuren blev holdt i skak.

Cykelturen, fra mormors hjem til kirken, var en strækning på cirka fem kilometer, og det bumpede ubehageligt bagi på grusvejen. Da jeg i sin tid selv cyklede med min datter Rigmor, lagde jeg derfor altid en pude på bagagebæreren. Men det tænkte mormor næppe på, og mens jeg bed ømheden i mig, fra mit nøgne jernsæde, svingede jeg altid højre fod ud til siden for at mærke blomsterne og det høje græs i grøftekanten mod mit bare ben, mens mormor sagde: ”Sid nu stille”.

Selv sad hun aldrig stille, var altid i bevægelse. Mormor havde ligesom en indre rytme, som gjorde hende rask på benene og hænderne. Hun var et musikalsk menneske og havde spillet klaver, siden hun var en lille pige, og jeg husker, hvor fascinerende jeg syntes, det var, at hun havde født syv børn i sin egen seng. Når vi ankom til kirken, hilste mormor altid først på kirketjeneren, hr. Sønnichsen – en lille løjerlig fyr, tynd og benet, som trak i klokkesnorene, så han fløj helt med op i kirketårnet.

Det var et kosteligt syn. Mormor kunne rigtig godt lide ham. Og mens det kimede i klokker ud over det ganske Stenderup og byens omegn, gik jeg med mormor op til orglet. Her skiftede hun til orgelsko, gav mig en puf af flettet bast at sidde på og begyndte hjemmevant at trykke på rækken af pedaler, så et dybt tonehav væltede ud over kirkerummet. Det var fantastisk at sidde der ved mormors ben under orglet og kigge ned på menigheden, som allermest var gamle personer, skaldede og sammensunkne med stokke.

Sommetider kom der tolv kirkegængere, andre gange 30, og indimellem overværede jeg også en barnedåb. Det var en fryd, for jeg elskede babyer og glædede mig altid til at høre, hvad de kom til at hedde. Det elsker jeg stadig. Og begravelser af folk, jeg ikke kendte, og jeg græd, og mormor spillede, og jeg tænkte på, at hun også skulle dø. At opleve de kirkelige ritualer ovenfra var der noget teatralsk ved.

At se de fuldstændig forknoklede bønder falde på knæ ved alteret var gribende. Nadverceremonien blev nærmest en form for teateroptrin. Folk skulle forbi hinanden. Men flere blev også siddende. Der skulle alligevel noget til at rejse sig op og gå frem. For det at gå til nadver var lidt at vise sig. Og det skulle man ikke. Nu skal du ikke tro, du er noget. Som om man, selv i kirken, var for selvhævdende ved at opføre sig som et Guds barn.

Under orglet ved mormors ben kedede jeg mig aldrig. Selv Præstholm, som han hed, var et betagende syn. Kæmpestor og hvidhåret med store mørke briller og med en stemme, der var slidt, så han rømmede sig hele tiden og talte ud over menigheden med denne særlige, mægtige røst, og menigheden lyttede opmærksomt. Drejede deres ansigter mod ham som mod et orakel. Selv begreb jeg ikke så meget af hans uendelige talestrøm.

Kiggede bare. Men min mormors musik mærkede jeg i en grad, hvor det påvirkede mig fysisk, så jeg fik kuldegysninger, jeg slet ikke kunne forklare. Det føltes som bølgende isninger ned langs ryggen. Især når hun holdt en tone på orglet i lang tid. Det var så smukt. Det elskede jeg. Melodierne bevægede mig. Både dem i dur og mol. Poesien i flere af salmeteksterne rørte mig også, selvom jeg ikke forstod alle ordene.

Jeg elskede for eksempel ”Hil dig, frelser og forsoner”, som er sådan en utrolig smuk salme, der beskriver Jesu lidelse og død og Guds uendelige kærlighed til os. Når menigheden dernede på bænkene istemte sangen til lyden af orglet, blev meget af salmen levende for mig i stærke billeder på en måde, så jeg blev fuldstændig overvældet. Især mindes jeg en af de midterste strofer, hvor der står:

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte,
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af!

Der er så meget trøst i de billeder for mig, og det var der også for mig som barn. Jeg så det for mig helt konkret. Floden af tårer, og hvordan den blev ledt ind i mine årer. Og når vi nåede til salmens tre sidste linjer, kunne mine egne øjne også knibe en tåre. Stå mig bi, når fjenden frister! Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: vi går til Paradis! Og netop det bedende i sidste linje – Lov mig det! At vi går til paradiset sammen – husker jeg rørte mig.

”Hil dig, frelser og forsoner” var også en af min mormors yndlingssalmer, og jeg kunne se, hvordan hun også selv blev grebet af den musik, hun spillede. For min mormor var forpligtetheden central. Hun var ikke en, der skiltede med sine musikalske evner eller med sin tro på Gud. Hun skulle heller ikke absolut til nadver, men hun spillede på orgel til ære for Gud. Mine søndage hos mormor under kirkeorglet har siden givet mig en vedvarende længsel efter kirkerummet med det brusende orgel og salmesangen.

For jeg kunne godt lide det rum. Det er så stort, og det er ingens. Det er vores allesammens. I det rum var jeg aldrig bange. Og sådan har jeg det stadigvæk med kirkerum. Der er sådan en hjemlig følelse i dem.

Kapitlet bringes ifølge aftale med forlaget og forfatter Joan Øhrstrøm.
Bogen kan købes i diverse boghandlere og koster 299,95 kr.