En spøjs halloweenoplevelse
Læserindlæg er udtryk for læserens egen holdning.
Ernst Jessen
Torvegade 19a,
6800 Varde
Min sædvane er at stå op og bede Rosenkransen midt om natten og således også natten til søndag 2/11 – Allehelgen. Søndage bedes altid Herlighedens Rosenkrans om opstandelsen, himmelfarten, osv., passende især på Allehelgen, hvor kirken er ekstra søgt af pårørende, fordi alle afdøde i årets løb oplæses ved navn fra prædikestolen. Hvorfor véd jeg ikke, men under min natlige bøn kom jeg i tanker om velsignelsen, altså ”Herren velsigne og bevare dig.
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig – ” og så kunne jeg simpelthen ikke huske det næste ord, og skønt jeg hører velsignelsen hver søndag i kirken, måtte jeg have mobilen frem og google – nåh ja, ”være dig NÅDIG”. Nogle timer senere i kirken forløb gudstjenesten planmæssig, indtil præsten efter nadveren skulle lyse velsignelsen. Med løftede hænder og høj røst, som han havde gjort 1000 gange, messede han de velkendte ord: ….og være dig -. Dér gik han i stå. Totalt.
Menigheden stod andægtig i vel 20 sekunder (og det er meget lang tid), hvorefter præsten vendte sig mod alteret og tog ritualbogen, og efter yderlige lange sekunder fandt den rigtige side og til alles lettelse kunne oplæse hele velsignelsen over menigheden. Jeg havde således god tid til levende at føle med vores kære præst, hvis situation i den grad lignede min egen natlige Rosenkransbøn, men slog det hen indtil jeg senere fortalte det til en ven. – Det er da ikke tilfældigt, sagde hun. – Det er da alt det halloween skidt og dæmoner, der er overalt.
Langsomt kom tanken, at hun vel har ret. Allehelgen er jo at bede for de afdøde og synge om den store hvide flok, og det værste Satan og hans dæmoner kan høre er ordet Nåde, for den river os ud af hans hånd. Den sandhed skulle ved djævelens vold og magt ikke siges i Varde kirke denne Allehelgens søndag.
Det blev den alligevel, men det holdt hårdt.



