Ud med den gamle religion og ind med den nye

”Der er intet som religion og dogmer, der kan få selv fornuftige mennesker op i det røde felt.” s.204

”Stygge Krumpen – og den sidste katolske tid” er skrevet af den erfarne historiefortæller Hans Gregersen, der tidligere har udgivet bøger om Christian 4. og om Underdanmark. I Stygge Krumpen fortæller han om tiden op til reformationen i Danmark (1536). Hovedpersonen er Biskoppen over det nordjyske Børglum, Stygge Krumpen, som blev en af de allersidste repræsentanter for den katolske kirke i Danmark.

For den historieinteresserede er det interessant at få genfortalt et dramatisk kapitel i danmarkshistorien, hvor bl.a. grev Christoffer (Grevens fejde), og kongerne Hans, Christian 2., Frederik 1. og Christian 3. er nogle af de personer, fortællingerne spinder sig rundt om. Samtidig er netop dette kapitel i danmarkshistorien også historien om, hvordan katolicismen efter 600 års fuldkommen religiøs dominans i løbet af mindre end et årti, blev udskiftet med den reformerte lutherske lære.

Gregersen har ikke nye kilder eller andet, der bryder grundlæggende med den gængse historieforståelse, men tegner alligevel et interessant billede af udvikling hen imod afviklingen af kirken som magtfaktor i Danmark. Med Stygge Krumpen som eksempel, viser han, at biskopperne i stor stil agerede gejstlige herremænd, som var optaget af besiddelser, en luksuriøs livsstil og levede efter tvivlsomme etiske standarder osv. Stygge Krumpen skulle leve i cølibat – som alle kirkens folk – men det gjorde han ikke.

Han blev af sin samtid, og ikke mindst af en fattig bonde- og almuestand, set som et grisk og ikke mådeholdigt menneske. Endelig var han et politisk drevet menneske, som befandt sig bedre i rigsrådet end i kirkesalen. Set med eftertidens øjne virker han i sandhed sit navn værdig, ”stygge” menneske! Og dog kan man, som Gregersen, også få øje på et menneske, som har været dygtigt til det han arbejdede med og egentlig bare benyttede sig af et system, der var voldsomt klasseopdelt og privilegerede magteliten i ekstrem grad.

Udover magtspillet, som i udpræget grad spillede ind, da danskerne skiftede den gamle katolske religion ud med protestantismen, så var der også netop et religiøst opgør, som nåede Danmarks byer med en voldsomhed, som kun kan forklares med folkets vrede over den undertrykkelse og udnyttelse, som de knyttede til den katolske kirke og dens ledelse. Afladshandel og sjælemesser havde beriget kirkens ledelse på menigmands bekostning!

Luthers lære tændte op under en befolkning, som åndede frisk luft, frihed fra Rom og ovenikøbet kunne se frem til gudstjenester, der kunne forstås, fordi latin blev skiftet ud til dansk. I denne teologiske diskussion var Stygge Krumpen dog aldeles fortabt, ligesom de øvrige katolske biskopper i den sidste periode af kirkens liv i Danmark, var Stygge ikke teolog men magister (embedsmand). I stedet stod den teologiske diskussion imellem personligheder som Poul Helgesen og Hans Tausen, som ikke holdt sig tilbage for at udtrykke sig i skarpe vendinger om hinanden.

Tausen blev omtalt som ”alle lutheraneres fanebærer, hvis pestbringende prædikener… udryddede al religion og udbredte vanhelligelsens hele vederstyggelighed” s.204, mens Tausen omtalte Helgesen som ”kreatur og en fabels karl”. Som jeg skrev i min artikel den 2.11, så er dæmonisering af modstandere, noget der meget let sker, når man mener at have Gud på sin side.

Hans Gregersen: Stygge Krumpen – og den sidste katolske tid
336 side. 349,95 kr.
Forlag: Turbine